Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
551
Augusta [ågvn′stə], byer i de Forenede Stater. 1.
Hovedstad i staten Maine, ved elven Kennebec, 14 1170
indb. (1916). Bomulds- og papirfabrikker. — 2. By i
staten Georgia, ved elven Savannah, 50 245 indb. (1916).
Bomulds- og oljefabrikker. Kursted.
Augustanasynoden (kaldt saa efter den lutherske
kirkes grundbekjendelse Confessio Augustana) er de
svensk-lutherske menigheters ordnede kitkesamfund i de
Forenede Stater. Stiftet 1860 av 36 svenske og 13 norske
menigheter; de norske traadte imidlertid ut allerede
i 1870 og dannet egne synoder. Høiere læreanstalt:
Augustana College and Theological Seminary» i Rock
Island.
Augu′stenborg, Huset, nedstammer fra hertug Ernst
Günther, en sønnesøn av Hans den yngre (s. d.). 1.
Hertug Frederik Christian (1765—1814) egtet 1786
Louise Augusta og blev omtrent samtidig dansk
statsminister. Fra 1805 var han præsident i direktionen
for universitetet og de lærde skoler. Men da han stod
i spændt forhold til sin svoger Fredrik VI, trak han
sig 1810 tilbake til sine godser. Samme aar var han
paa tale som kandidat til værdigheten som svensk
kronprins. Av hans 3 barn blev—g2. Karoline Amalie
s. d.) 1815 den senere Kristian VIII’s anden gemalinde.
Den ældstesøn—3.Christian Frederik (1793—1869)
egtet komtesse Louise Sofie Danneskjold. Han næret til
at begynde med vistnok gjennemgaaende danske
sympatier, styrket dels av moren og dels av hustruen. Men
paa den anden side blev han efterhaanden mere enig
med slesvigholstenerne, som hævdet de to hertugdømmers
uopløselige forening. Han optraadte som prætendent til
den nye stat Slesvig-Holsten, naar den regjerende
kongelige linje utdøde paa mandssiden, og sluttet sig 1848 til
oprøret. 1851 blev han og hans familie forvist fra
Danmark og fik senere utbetalt 6 mill. kr. av den danske
stat som erstatning for hans beslaglagte godser. Til
gjengjæld maatte han love for sig og sin slegt at respektere
den ved Londonerprotokollen fastsatte arvegang. — 4.
Frederik, prins av Nør, bror til 3. (1800—65), deltok
fra begyndelsen av ivrig og maaske endnu mere
hatefuldt i den dansk-fiendtlige agitation. Han traadte 1848
ind i den i Kiel dannede provisoriske regjering, ledet
overrumplingen av Rendsborg og var oprørernes
nominelle anfører i slaget ved Bov.— 5. Hertug Frederik,
søn av 3. (1829—80), var major i den preussiske garde,
da Fredrik VII døde. Dagen efter, 16 novbr. 1863, lot
han forbundsdagen i Frankfurt vite at han, stik imot
avkaldsløftet, vilde tiltræde regjeringen i
hertugdømmerne som hertug Frederik VIII. Han indfandt sig da
ogsaa i Kiel og lot sig hylde av sine tilhængere under
meget teatralske ceremonier. Allikevel gled han snart
ut av sagaen. Hans forbitrelse vendte sig nu mot
Preussen. Efter hans død egtet den senere keiser Wilhelm II
hans datter Auguste Victoria. — 6. Christian Angust,
yngre bror til 1. (1768—1810), var først dansk officer
og derefter i østerriksk krigstjeneste. 1801 hjemkaldtes
han og blev 1803 kommanderende general i det
søndenfjeldske Norge. 1807 blev han præsident i den norske
regjeringskommission og slog den i Norge indtrængende
svenske hær, hvorved han forøket den popularitet han
i forveien nød paa grund av sit likefremme og utvungne
væsen. Han var ivrig for en forening av de tre
nordiske riker under Fredrik VI, men da denne ikke vilde
gaa med herpaa, bl. a. vistnok fordi han ikke kunde
finde sig i de svenske konstitutionelle krav, begyndte
Chr. A. nye underhandlinger, som mere og mere førte
ham ind paa tanken om en forening mellem Sverige og
Norge med ham som vordende konge. Som en følge
herav maa ogsaa hans merkelige optræden under
Adlersparres (s. d.) tog mot Stockholm betragtes. 1809 kaldtes
Augusta—Augustinus 552
han til svensk tronfølger og antok ved sin ankomst til
Sverige 1810 navnet Carl August og adoptertes av Karl
XIII. 28 mai s. a. døde han pludselig av slag under en
manøvre i Skåne. Hans jordefærd i Stockholm gav
anledning til skandaløse optrin (se Fersen).
Auguste Victoria (1858—), dronning av Preussen,
keiserinde av Tyskland, datter av hertug Friedrich av
Augustenborg, egtet 1881 prins Wilhelm av Preussen,
den senere keiser Wilhelm II av Tyskland. Tok efter
novemberrevolutionen 1918 sammen med keiseren ophold
i Nederlandene.
Augustīnere, munkeorden, som følger den saakaldte
Regula Augustini, Augustins regel. Augustin har ikke
git nogen egentlig munkeregel, men har derimot i et
brev til nonnerne i Hippo og leilighetsvis i sine
prækener git raad med hensyn til klosterlivet. Paa
grundlag herav fremkom senere forskjellige ordensregler som
opkaldtes efter ham. Særlig den utførligste av disse gik
almindelig under navnet A.s regel. Johannboniterne,
Brictinerne og Wilhelmiterne og andre uavhængige
munkesamfund fulgte regler som utlededes fra Augustin.
Innocens IV forenet 1243 de fleste av dem til én
Augustinerkongregation under «Augustins regel». Aleksander IV
fuldbyrdet sammenslutningen og lot derpaa vælge en
ordensgeneral. Senere paver utstyrte ordenen med rike
privilegier. Saaledes skal præfekten for det pavelige
Ved siden av
Franden
sakristi altid tages av denne orden.
ciskanerne, Dominikanerne og Karmeliterne er A.
vigtigste tiggerorden.
Augustīnus (Augustīn), Aurelius (354—430),
oldkirkens betydeligste personlighet, f. i Tagaste i Nordafrika,
søn av den hedenske officer Patricius og hans hustru
Monika, en ædel kristen kvinde. Det var hans fars ønske
at faa sin begavede søn utdannet til retor. Med dette
formaal studerte A. i Karthago. I denne
bundfordærvede by svandt det indtryk av kristendommen som A.
hadde mottat gjennem sin mor, og han hengav sig til
et vildt liv, som han senere har skildret i sine
«Bekjendelser». Dog bevarte han stadig en levende tørst efter
sandheten. En tid førtes han herved ind i manikæernes
samfund, hvis hemmelighetsfulde filosofi syntes at love
en løsning av de store evighetsspørsmaal om Guds væsen,
det ondes oprindelse o. s. v. I denne periode fuldendte
A. sine studier og begyndte at virke som lærer i
veltalenhet. 383 drog han til Rom og kort efter til Milano.
Her kom han efterhaanden ind under Ambrosius’
paavirkning. Han hadde da forlængst erkjendt tomheten i
manikæismen, og skjønt han endnu en tid søkte hvile
i nyplatonismens tanker, droges hans sjæl stadig sterkere
mot kristendommen. Efter en alvorlig kamp fandt han
endelig fred i troen paa Kristus. I paasken 387 blev
han døpt av Ambrosius. Kort efter vendte han tilbake
til Afrika og blev nogen aar efter først prest og senere
biskop i Hippo (395). Som biskop har A. øvet en
mægtig indflydelse, som har strakt sig gjennem hele
middelalderen og til mange nyere retninger. Ogsaa
reformatorerne har faat en ikke ringe paavirkning gjennem A.s
skrifter. I sin bispegaard levet han et klosterlig
fællesliv med presterne og de vordende geistlige. Dette blev
forbilledet for de senere domkapitler. Mot de daværende
sekteriske og kjetterske retninger var A. kirkens verge.
Under disse kampe utviklet han et rikt forfatterskap,
som omfatter teologiske, opbyggelige og polemiske skrifter.
De vigtigste av disse er hans «Bekjendelser» (overs. paa
n. ved St. Vemmestad, Kra. 1881; paa d. ved G.
Jørgensen, Kbh. 1902). «Om den kristelige lære»; «Enchiridion
om tro, haab og kjærlighet» (overs. paa n. av D. Thrap,
Kra. 1884). «Om treenigheten», «Om Guds stat» (overs.
paa n. i sammendrag av O. Moe, Kra. 1884) og hans
«Tilbakekaldelser». Efter en 40-aarig bispegjerning døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
