Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørn Jernside - Bjørnsgaard, Peder Christian - Bjørnsjøen - Bjørns markedsplads - Bjørnson, Bjørn - Bjørnson, Bjørnstjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1023
reddet B. J. Eriks liv; allikevel lot denne ham 1134
drukne i Slien, da han frygtet ham som tronkræver.
Bjørnsgaard, Peder Christian (1836—), n.
politiker, f. i Faaberg, 1859—1906 telegrafbestyrer i Risør,
som han repræsenterte paa Stortinget 1868—73 og 1877
—79. Han redigerte «Nedenes Amtstidende» (1867—73)
og «Norge» (1877—80). B. som stod flere av
venstrepartiets ledende mænd nær, utgav 1911 en samling
«Spredte minder fra 50- til 70-aarene».
Bjørnsjøen i Aker herred, etav Nordmarkens vakreste
vande, 16 km. nord for Kra., 337 m. o. h., 11/2 km.²
Skogbevoksede bredder; i nord Kikut (600 m.). I oseti sydenden
ved Bjørnholt stor dambygning. Kjørevei fra Maridalen.
B. er scenen for Asbjørnsens «En nat i Nordmarken».
Bjørns markedsplads (dampskibsanløpssted og
postaapneri) paa østsiden av øen Dønna, Herøy herred. Her
er Nordlands største handelsstevne i begyndelsen av
hvert aars juli maaned.
Bjørnson, Bjørn (1859—), n. skuespiller,
sceneinstruktør og teaterchef, søn av Bjørnstjerne Bjørnson,
f. i Kra. Han begyndte
som komponist, men gik
derpaa ind som elev av
den keiserlige
skuespillerskole i Wien,
debuterte der 41880, kom
samme aar til hertugen
av Meiningens
teaterselskap, hvor han
efterhaanden blev betrodd
store roller, studerte
dernæst fransk
skuespilkunst og spilte ved
Hamburger Stadtteater. 1884
blev B. ansat som
sceneinstruktør og skuespiller
ved Christiania theater;
han blev her den nye
friske kraft som satte liv
i vore teaterforhold. 1893
forlot han Chra. theater,
spilte derefter i Kbh. og
blev 1895 instruktør ved
1899 blev han chef for det nye
(Fot. Rude.)
Bjørn Bjørnson.
Dagmarteatret dersteds.
Nationalteater i Kra., til hvis oprettelse han i særlig
grad hadde virket med stor dygtighet og utrættelig
energi. Som skuespiller er B. lyrisk, letbevægelig,
livfuld. Bl. hans roller kan nævnes Peer Gynt, Sigurd
Slembe i dramaerne av samme navn, Riis i «En hanske»,
professor Thygesen i «Geografi og kjærlighed» og Paul
Lange i «Paul Lange og Tora Parsberg». Størst
betydning har B. imidlertid hat som sceneinstruktør og
teaterleder; han har her været den altid energiske, belivende
kraft, som har forenet et fantasifuldt og sikkert blik
for det sceniske med en fyrig arbeidsiver. 1907
fratraadte han sin stilling ved Nationalteatret; senere har
han optraadt som oplæser i Norge og Tyskland og
desuten virket som filmskuespiller og filmsinstruktør.
B. er ogsaa forfatter av flere skuespil: «Johanne» (1898),
«Solen skinner jo» (1913) og «Den tørstige kamel»
(1919), som alle er opført paa norske og utenlandske
scener. — Ved Verdenskrigens utbrud overtok han
ledelsen av et telegrambyraa «Norden», som hadde til
opgave at forsyne den skandinaviske presse med
krigsmeddelelser fra Tyskland. Sine indtryk fra Tyskland
under den store krig har han nedlagt i sin bok
«Oplevelser under krigen 1914—17».
Bjørnson, Bjørnstjerne (1832—1910), n. digter.
Hans far, Peder B, var en bondegut fra Ske i Søndre
Land og hadde som voksen mand arbeidet sig frem til
Bjørnsgaard—Bjørnson
1024
prest. 1831 egtet han Inger Elise Nordraak, datter av
en handelsmand i Kragerø. Samme aar blev han
utnævnt til sogneprest i Kvikne i Østerdalen, og i denne
fjeldbygd blev B. B. født 8 decbr. 1832. Da han var
seks aar gammel, flyttet familien til Nessets prestegjeld
i Romsdalen, og i denne naturskjønne bygd fik B. de
bestenmende barndomsindtryk blandt en befolkning
som skal være en av landets gløggeste. 11 aar gammel
blev han sendt til Molde latinskole; han var ikke netop
noget skolelys og hadde mere moro av at læse Snorre,
Asbjørnsen, Scott, Marryat og Wergeland end av at
pugge latinske gloser. Meget tidlig kom baade hans
organisatoriske evner og hans oppositionelle
temperament tilsyne; han stiftet skoleforeninger og præket
revolution; i 1848 flammet han av begeistring og vilde
ha digteren Lamartine til præsident for den franske
republik. — Da han ikke orket sig gjennem alle
latinskolens 7 klasser, drog han 1850 til Kra. for gjennem
Heltbergs «studenterfabrik» at skyte en gjenvei til
Universitetet. 1852 blev han student med non og reiste
derefter hjem til Romsdalen, hvor han blev noget over
ett aar. Trods det mindre heldige eksamensresultat
hadde utbyttet av hans toaarige Kristianiaophold dog
været betydelig; han hadde truffet sammen med mænd
som Ibsen, Jonas Lie og Vinje, han hadde været oppe
i politisk røre av forskjellig art (sml. Harring, A.),
nye aandskilder hadde aapnet sig for ham
(Oehlenschläger, J. L. Heiberg, Goldschmidt, Welhaven,
folkeviserne), han hadde selv optraadt som forfatter, hadde
skrevet flere skuespil, ja hadde endog faat et antat til
opførelse paa Christiania theater («Valborg»), men hadde
været moden nok til selv at ta det tilbake. — Hjemme
paa Nesset levet han i intimt samliv med romsdølerne
og utdypet paa mange maater sit kjendskap til
bønderne. 1853 kom han tilbake til Kra., hvor han meget
snart opgav universitetsstudierne for at leve av sin pen;
han skrev fortællinger, bokanmeldelser og teaterkritikker
i aviserne, førte an i «teaterslaget» den 6 mai 1856 og
var i det hele allerede tilstede overalt, lydhør og
kamplysten som han var. Sommeren 1856 var han med paa
studentertoget til Upsala, hvor mange slags indtryk
stormet ind paa ham, og efter hjemkomsten skrev han paa
14 dage «Mellem slagene» (utk. 1858) og reiste til
Kjøbenhavn med det færdige stykke i kufferten: «jeg vilde
bli digter». —I Kjøbenhavn sprang hans geni ut i fuld
blomst; det vældet ut av ham. Den kreds av
intelligente mænd han færdedes blandt, var ganske betat av
hans indfalds uuttømmelige overflod, hans originale
meninger, hans fortællertalent og hans vidunderlige evne
til at omgjøre alt til poesi. Han øste ut av sin sjæls
rigdom, men samtidig mottok han ogsaa meget, tok dype
og grundlæggende indtryk av den danske romantik, fik
sit medfødte lyse livssyn styrket gjennem Grundtvig og
sin psykologiske sans utdypet ved studium av Søren
Kierkegaard. — Da B. høsten 1857 kom tilbake til Kra.,
satte han sit navn paa «Illustreret Folkeblad», som han
tidligere hadde redigert anonymt, og begyndte i sit blad
straks trykningen av «Synnøve Solbakken». — Vinteren
samme aar overtok han efter Ibsen ledelsen av den
nationale scene i Bergen, hvor han blev i henved to aar
og ikke lot sig nøie med at være en glimrende
sceneinstruktør; han instruerte ogsaa de bergenske borgere
paa andre omraader, dels som redaktør av
«Bergensposten», dels som folketaler, og det lykkedes virkelig
den 26-aarige digter til spidsborgernes usigelige
forargelse at bli den som bestemte de bergenske
stortingsvalg i det vigtige aar 1859. Efter denne bedrift reiste
han tilbake til Kra., hvor han fortsatte sin politiske
kampagne som medredaktør i «Aftenbladet» og slog
vældige slag i statholderstriden (s. d.); hvilke følelser det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
