293 beltet, som b. nu bar for sidste gang, dels b.s kommende husmorværdighet. Ved beltet hang ofte lænke til nøkleknippet, kniv og ske. Ofte bestod brudebeltet av fløiel med paasydd metalbeslag: glatte plater eller «søljer Bønderne brukte gjerne sølvbelte. Hos adelen og rike borgere var beltet hyppig av forgyldt sølv eller guld. Brudeblus: tyristikker eller vokslys, omvundet med silkebaand, som tændtes for at verge b. mot onde magter. Brudedans, første dans efter bryllupsmaaltidet. Den blev danset med tændte fakler: brudeblus. Ved de engelske fyrstebrylluper danses endnu «fakkeldansen». I Søndfjord opholdt brudefølget sig før og efter vielsen i kirkestuen eller prestegaardens borgstue. Enhver som her «danset med brura», fik ved at betale kr. 1—1.20 fri dans» og «fri fortæringə. Brudgommen bokførte indtægten. Bruredans-penger» maatte ved given leilighet gjenbetales, selv om beløpet først gjenkrævedes efter 20—30 aars forløp. Brudegaver er i videre forstand alt hvad b. faar til foræring av slegt og venner i anledning av sit bryllup, i snævrere forstand hvad hun til personlig bruk faar av brudgommen. Oprindelsen til den skik at utrede brudegaver er at søke i det utstyr faren paatok sig at gi hende ved hendes avsked fra fædrenehjemmet, og som hos en række folkeslag, bl. a. de nordiske, ansaaes at burde gjengjældes ved en like eller halvt saa stor gave fra brudgommen (i Norge henholdsvis kaldt heimanfylgja og gagngjald, priðdjungsauki el. tilgjøf). I den senere middelalder utvikledes dette gavevæsen stedse mere. Morgenen efter bryllupet overrakte saaledes brudgommen sin hustru, naar hun hadde baaret linklædet (s. d.) med rette, det saakaldte linfé; egtet han en enke, fik denne derimot bænkegave» (bekkjargjøf). Efterhaanden blandedes disse forskjellige gaver sammen (ogsaa med den saakaldte «mund», s. d.) saavelsom med hvad det blev skik at fjernere slegtninger og venner medbragte, «la i brudeskaalen», mens brudeparret sat paa «brudebænken». Gjesterne drak én for én brudeparrets skaal og la derpaa sin brudegave i den tømte øl- el. vinskaal efter det gamle ord: «en tærepenge, ærepenge og nødskilling I Søndfjord blev skaalen drukket like efter «brudegrauten Kjøgemesteren mottok skaalgaverne paa «skaalpengefatet». Forældres gave var altid «fri», mens søskendes skaalgaver blev gjenkrævet. Der findes eksempler paa at gamle barnløse folk gjorde «pengebryllup» for at faa sine «skaalgaver» tilbake. Efter fransk mode ca. 1715 blev mottagelse av brudegave efterhaanden anset som en tarvelig skik (Holberg, «Barselstuen», I, 1, 1723). Omkr. 1830 blev brudegave igjen moderne. — Brudekjøp: det oldn. brúðkaup, d. e. kontrakten mellem brudgommen og b.s giftermaalsmand (i regelen hendes far), bruktes ofte enstydig med bryllup. Paa den anden side har ordet git anledning til den misforstaaelse at b. oprindelig «kjøptes» af brudgommen mot kontant betaling i den saakaldte «mund» (s. d.); men en saadan tankegang var nordboerne fremmed. — Brude-koner: de to kvinder (gjerne b.s og brudgommens mødre som «klær» b. I Telemarken «klædtes» b. og brudgom av hver sin brudekone (Wille, «Beskr. av Sillejords prgd.», 1786)., — Brudekrone nævnes hos sydligere folk 400 aar e. Kr. Den sattes paa b.s utslaatte haar som tegn paa hendes jomfruelighet. Utslaat haar synes dog ogsaa hos de germanske folk at ha været kjendemerke paa møen. Den b. som med urette bar krone og utslaat haar, idømtes strenge bøter. — Brudelad, flat sølvbesat hodeprydelse for b. (Telemarken). — Brudelin, brudeslør, av tyndt lintøi som bares av b. som tegn paa at hun var uberørt mø og hadde sedvanens ret til av brudgommen at motta Ilinfé (se Brudegaver). — Brudenat: Efter gammelnordisk retsbegrep var egteskapet ikke Brud—Brudes livbaat 294 gyldig, før brudesengen i vidners overvær var besteget. Skikken forsvandt med tiltagende skrivekyndighet, idet skrevne attester blev foretrukket for mundtlig vidneførsel. — Brudepike: Efter det 16 aarh.s sprogbruk: b.s tjenestepike. «Foregangspiken» hadde at lede b. til og fra kirke, samt at sørge for opvartningen. Nutidens brudepike er en forvansket levning av disse skikke. — Brud. Middelaldersk brudekrone fra Sogn. Brudering, d. e. trolovelsesring, er av ældgammel sydlandsk oprindelse. Den katolske kirke la en særlig vegt paa overrækkelsen av b.s trolovelsesring. Skikken med to ringer kom til Norden i slutningen av det 17 aarh. — Bruderov: hos oldtidens primitive folk fandtes ogsaa den skik at brudgommen røvet b. (Indien, Sparta). Efter nordgermansk ret kunde brudgommen røve b., hvis hendes forlover efter brudekjøpet negtet at overgi hende-ØitisØ itiø Brudesmykke. — Brudesmykke, d. e. sølvkjeder med forgyldte skuemynter, søljer, spænder etc., fæstedes i det 16 aarh. paa en art smække (dolslag) som dækket b.s bryst og skuldre. </chapter> <chapter name="Brud"> Brud (miner.). Naar mineraler slaaes istykker, er ofte brudflatens utseende (bruddet) eiendommelig for vedkommende mineral. Dels fremkommer ved b. plane spalteflater (f. eks. kalkspat) eller ogsaa ujevne flater. Det krumflatede b. betegnes som muslig. Hos seige og smidige mineraler er der et takket b. Forøvrig kan b. være kornet, bladet, traadet el. splintet m. v. </chapter> <chapter name="Brud"> Brud (med.), se Benbrud. </chapter> <chapter name="Brudefoss"> Brudefoss, vandfald (23.2 m.) i herred, Møre fylke (Romsdals amt). </chapter> <chapter name="Brudes livbaat"> Brudes livbaat, opfundet 1903 fører Ole Brude, er eggformet Rauma, Grytten norske skibsdimenav den med største