Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
415
mandskap at ansætte en eller flere b. til at bistaa
bygningskommissionen med at føre kontrol med
byggearbeider. — 2. B. for statens bygninger i og ved Kra.
(«statens b.») beskikkes av Kongen uten bestalling som
embedsmand. Han er tillike konsulent for regjeringens
departementer i byggesaker.
Bygningskonduktør kaldes den som under
arkitektens overopsyn leder det daglige arbeide ved
bygningers opførelse.
Bygningskunst. De første bygninger som mennesket
lærte sig at opføre, var primitive boliger til beskyttelse
mot veiret. (Sml. art. Bolig.) Saalænge boligen bare
opfyldte de allernødvendigste betingelser for et saadant
vern, var opførelsen et haandverk, ingen kunst. Men
fra den tid mennesket gir sin bolig en bestemt form,
hvori dens opgave er klart uttrykt, og mennesket
samtidig finder en glæde ved og en trang til at forskjønne
dette sine hænders arbeide, glider byggehaandverket
over i b., den kunst at opføre bygninger i
overensstemmelse med love for proportion og symmetri, saa
bygverket i konstruktion og utsmykning fremstaar som et
organisk hele. De første opgaver for b. blev at skape
boliger, større og skjønnere end de vanlige, til bruk for
høvdinger og til bruk for gudsdyrkelsen. Løsningen av
disse opgaver, at skape slot og tempel, er det første trin
i b.s utviklingshistorie. I de forskjellige verdensstrøk,
hvor mennesket skridtvis naar frem til det kulturtrin
at en b. opstaar, vil klimatiske eiendommeligheter
sammen med arten av det lettest tilgjængelige byggemateriale
(som træ, sten, tørret ler) bestemme bygningernes
karakter og form, samtidig som de vil bli præget av de
livsvilkaar, de politiske og religiøse forhold under hvilke
mennesket der lever. — Ægyptisk b. I Ægypten
kræver naturforholdene (navnlig av hensyn til
reguleringen av vandet) at de mange slutter sig sammen til
fælles arbeide under en planmæssig organisation. Dette
har i tidens løp sat sit præg paa folket og derigjennem
paa kunsten. Sjelden møter man i det gamle Ægypten
kunstneriske individualiteter (som i Grækenland); oftest
er det en masseutvikling man blir vidne til. Denne
utvikling gjennemløper forskjellige epoker, hver med sit
kunstcentrum. Efter (I)en forhistorisk tid, hvori de
ægyptiske huse formodentlig maa ha set ut omtr. som
de nuværende centralafrikanske folks hytter, følger (II)
den «ældste periode» (1—3 dynasti, ca. 3300—2800
f. Kr., centrum rimeligvis Abydos); allerede i denne tid
har man i b. anvendt ikke alene teglsten (baade
lufttørret, brændt og glassert), men ogsaa huggen sten
(kalksten og granit); det betydeligste mindesmerke fra denne
periode er den nylig fundne grav efter kong Menes, den
første hersker av 1 dyn.: et gravkammer forbundet med
4 proviantrum, det hele forsynt med en pilaster-facade
og omgit av en mur. Dette gravanlæg danner
utgangspunktet for den videre utvikling, som i (IIl) det «gamle
rike» (navnlig 4 og 5 dyn., ca. 2800—2500 f. Kr.,
centrum Memfis) især gir sig utslag først i de fornemmes
graver (som efter sin form kaldes mastaba, arab., bænk)
g dernæst i kongegravene: pyramiderne.
Overgangsformen repræsenteres av kong Zoser’s (3 dyn.)
trinpyramide i Sakkara; den egentlige pyramidetypus møter
os i gravene fra det 4 dyn.s konger, først i Snofru’s
pyramide i Medum og dernæst i fuldendt form i
pyramiderne efter Cheops, Chefren og Mykerinos ved Gise (i
nærheten av Memfis). Ogsaa i (IV) det saakaldte
«mellemrike» (navnlig 12 dyn., ca. 2000—1800 f. Kr.,
centrum Fajum) gjenfindes pyramideformen, omend ikke
i saa kolossale dimensioner som tidligere. Av mindre
solid materiale var disse ældre epokers templer opført;
og av dem er derfor ikke meget bevaret. Et soltempel
åŷ Abusir, fra 5 dyn., hadde form av en aapen, av til-
Bygningskonduktør—Bygningskunst
416
dækkede rum omgit plads, i hvis vestlige halvdel der
hævet sig en vældig obelisk; foran denne stod et svært
alabasteralter. Et av kong Amenemhet III «Labares»
(12 dyn.) i Fajum opført tempel, som i tidernes løp fik
en mængde tilbygninger, er blit berømt under den græ.
betegnelse «labyrint». Grundskemaet for templerne var
det samme som for privathusene og paladserne (templet
betragtedes som «guds hus»): først kom en aapen,
avlang forsamlingsplads, omgit av søilerader (peristyl),
dernæst en hal, ofte i form av en treskibet basilika,
hvis tak bares av søiler (hypostyl), og hvori
gudstjenesten avholdtes, og endelig fulgte det allerhelligste, hvori
gud eller den hellige treenige familie (fader, søn og
gudsmoder) «begir sig til hvile». Templet hadde karakter
av fæstning, for at komme ind maatte man passere
gjennem en vældig portbygning (pylon), flankert av to
mægtige taarne, og det hele indesluttedes av en mur.
Forøvrig yndet ægypteren at forestille sig templet i likhet
med enhver anden bygning, som et miniaturbillede av
Nildalen; gulvet var jorden av hvilken søilerne skjøt op
som planter (papyrus eller lotus); taket tænktes derfor
heller ikke at hvile paa disse, men repræsenterende
himlen (og derfor dekorert med gule stjerner paa blaa
bund) at svæve frit derover. Ved siden av denne
hovedtypus findes ogsaa kapellet, svarende til det ægyptiske
landhus eller kiosk. Dettg kapel, en retvinklet, avlang
celle, omgit av en søilegang og mindende om det græ.
naos peripteros, møter os i (V) det «nye rike» (18—20
dyn., ca. 1600—1100 f. Kr., centrum Theben). Paa denne
tid traadte Ægypten gjennem erobringer og
handelsforbindelser ut av sin tidligere isolerte stilling og blev et
verdensrike. Den vestasiatiske kultur strømmet ind fra
Syrien og Palæstina (fra ca. 1460 ægyptisk provins), og
jevnsides med den virket den «mykeniske»
middelhavskultur befrugtende. Følgen var for Ægypten en ny
blomstringsperiode, som bl. a. kom til uttryk i en livlig
byggevirksomhet, navnlig i rikshovedstaden Theben (hvor
nu landsbyerne Karnak og Luxor ligger). Amon-templet
i Theben (grundlagt, efter hovedtypen, under 12 dyn.)
naadde efterhaanden et uhyre omfang. Sine graver gav
kongerne i Theben ikke længer form av pyramider,
men drev dem dypt ind i fjeldet, efter et skema som
skulde avbilde underverdenen, hvorigjennem efter denne
tids forestilling den døde farao om natten seiler
sammen med solguden. Et forsøk av den merkelige kong
Amenofis IV (18 dyn., ca. 1400 f. Kr.) paa at
revolutionere, ikke alene religionen, men ogsaa kunsten,
mislykkedes; der paafulgte en restaureringsperiode
under Sethos I (19 dyn.), og det var derfor den
gamle aand som fyldte den ægyptiske kunst, da hans
søn Ramses II gjennem utstrakt byggevirksomhet
forherliget sit seierrike regimente; denne tids kunst
har bl. a. sat sig merker i den store søilehal i
Karnak og i det vældige klippetempel i Abu-simbel. —
Dog har allerede denne tid i sig spirerne til den
nedgang i kunsten som skjøt sterk fart under det følgende
fremmedherredøsmme i Ægypten. En (VI)
renæssanseperiode (26 dyn., 663—525 f. Kr., centrum
Sais) indtraadte da det lykkedes Psammetik at fordrive
assyrerne; utenom Ramses-tiden med dens noget
kosmopolitiske karakter søkte man nu tilknytning helt
tilbake i det «gamle rike», som man dogikke slavisk
efterlignet, men hvorfra man søkte impulser til at
frembringe ny kunst. Men atter kom fremmedherredøgmmet
(perserne), kun avbrutt av en kort æra under et
hjemlig dynasti, hvortil hørte kong Nektanebus, som
utfoldet en betydelig byggevirksomhet, om hvis høie nivaa
i arkitektonisk henseende det skjønne tempelanlæg paa
øen Philae bærer vidnesbyrd. I (VII) den
græskromerske epoke (fra 332 f. Kr. av, centrum Alexan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
