Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
419
dria) sat den ægypt. kultur ikke længere inde med nogen
skapende kraft. De ptolemaiiske templer har paa
anerkjendelsesværdig maate gjenoptat de gamle traditioner,
men ikke evnet at føre dem videre gjennem nye former.
(Se pl. Egyptisk bygningskunst ved sp. 396). —I
det andet store vestorientalske kulturcentrum, landene
omkring Eufrats og Tigris’ nedre løp, hadde den
sumeriske urbefolkning allerede i det 4 aartusen f. Kr.
utviklet en høi kultur med en eiendommelig b. De
lerholdige og træfattige egne hadde fremkaldt en original
teglstensarkitektur, hvori der spores reminiscenser av
en forhistorisk træ-b. Da de indvandrende semiter omkr.
3000 f. Kr. underlægger sig landet og grunder riket i
Babylon, optar de den sumeriske kultur og utvikler
teglstensarkitekturen videre.. De babyloniske
kongepaladser, f. eks. i Tello, var terrasseformet opbygget med
talrike, temmelig smale rum ordnet omkring aapne
gaardspladser, murene opførtes av soltørrede eller
brændte tegl, takene dannedes av palmestammer;
væggene var tildels bemalt, men synes derimot ikke
oprindelig at ha været dækket av glasserte tegl, saaledes
som senere saa almindelig var tilfældet; facaderne
smykkedes med sammenstillede halvkolonner, mindende om
en træhyttes palmestammer, og maaske en overførelse
i tegl av denne gamle byggeform. — En rikere
utviklingsform av den babyloniske b. finder vi hos
assyrerne. Særlig de mest fremragende herskere under
storhetstiden, fra det 9 aarh. av, som Assurbanipal og
senere Sargon og hans efterfølgere, opførte i sine
forskjellige residensbyer mægtige paladsanlæg, hvor flere
saavel konstruktive som dekorative eiendommeligheter
er originalt assyriske. En nyskapning er saaledes
hvælvbuen, anvendt i mange tøndehvælv over
paladsrummene. Typisk for de assyriske paladser er
vægbeklædningen, mægtige relief-friser i kalksten og alabast med
høist interessante billedfremstillinger av den kongelige
bygherres regjeringshistorie, og desuten friser av
glasserte tegl med rik planteornamentik, hvori foruten
originalt assyriske motiver ogsaa enkelte ægyptiske, som
lotusblomst og lotusknop, forekommer. — Den
persiske b., som vi kjender den fra ruinerne av
Persepolis, Susa, Ekbatana og Pasargade, er en pragtfuld
blandingsstil av ægyptiske, babylonisk-assyriske,
lilleasiatiske og gamle mediske elementer, uten særlig
utpræget originalitet. Mest egenartet virker det persiske
kapitæl i sin enklere form bestaaende av to fra
hinanden vendte forkropper av tyrer eller enhjørninger som
bærer overliggeren paa sine nakker; en mere
sammensat form av kapitælet forekommer ogsaa, hvor der under
de bærende dyrekropper er stillet et slags volutkapitæl
paa høikant, derunder igjen et slags kalkkapitæl,
saaledes altsaa tre forskjellige kapitæler stablet ovenpaa
hinanden uten organisk sammenhæng, et eiendommelig
utslag av den persiske blandingskunst. I de pragtfulde
kongepaladser var søilehaller meget anvendt, særlig
berømt var Xerxessalen i Persepolis; av gravbygninger er
mest bekjendt Kyros’ grav ved Pasargade. —
Fønikernes b., hvorav forresten kun kjendes sparsomme
levninger, væsentlig gravbygninger, er likesom deres hele
kultur sammensat av elementer fra de kulturfolk med
hvilke de kom i forbindelse som handelsmænd eller
kolonister; ægyptisk og assyrisk paavirkning er
fremherskende. Salomos tempel og palads i Jerusalem fra
begyndelsen av det 1 aartusen var bygget av fønikere.
Men ikke blot Fønikien, ogsaa Lilleasien og særlig Cypern
var sætet for en merkelig kulturblanding, man kan
næsten betegne den som international, hvor der dog
paa mange felter skimtes gamle nationale former. Paa
Lilleasiens kyst og paa de græske øer og fastland
fremstod i det 2 aartusen f. Kr. paa denne vis en av old-
Bygningskunst
420
tidens eiendommeligste kulturer, den mykeniske, av
stor betydning for den senere utvikling, idet den i
meget danner grundlaget for den græske kunst. — Den
mykeniske b. er væsentlig knyttet til de
karakteristiske, indbyrdes litet avvikende borganlæg ved de
forskjellige smaarikers hovedbyer, som Mykene, Tiryns,
Troja, Athen, Argos, med deres kongelige
privatbygninger og graver. Murene er opbygget av større og mindre
utilhugne, mangekantede stener uten bindemiddel, de
saakaldte kyklopiske mure, og deres tykkelse er gjerne
meget betydelig. De indre murvægger bestaar av
soltørret tegl; søilernes baser er av sten, men skaftet av
træ. Egte hvælvkonstruktioner forekommer ikke,
derimot saakaldte «falske hvælv», bestaaende av utkragede
stener, anvendt bl. a. steder i de underjordiske
kuppelgraver som det saakaldte Atreus’ skatkammer. I
borgens kongebolig bestaar hovedbygningen av en aapen
forhal med to søiler mellem de fremskytende sidemure
(anter), derindenfor et mindre forrum (prodomos) og
inderst det større rum, mændenes forsamlingssal (megaron)
med et tak baaret av fire søiler og ildstedet midt paa
gulvet mellem søilerne. Av denne hustype er antagelig
grundformen for det græske tempel fremgaat. Det
allerede i oldtiden mest bekjendte mykeniske bygverk er
borgmuren i Mykene med «løveporten», hvor den
trekantede overligger er smykket med en relief-fremstil-
| ling av to motvendte løver med en søile stillet imellem
dem. — Græsk b. Ved hellenernes indvandring blev
de mykeniske folk fuldstændig undertrykt. Men deres
kultur gik dog ikke helt tilgrunde. De kulturelt lavere
staaende erobrere optok til en viss grad de
undertvungnes høiere kultur og fik derved et grundlag paa
hvilket den græske kunst er utviklet. I de første aarh.
efter indvandringen synes hellenernes b. væsentlig at
ha bestaat av træbygninger; efterhaanden kom huggen
sten mere og mere til anvendelse. Fra overgangstiden
er Heratemplet i Olympia, med søiler oprindelig av træ,
men efterhaanden erstattet med søiler av sten;
søilekapitælerne fremviser de forskjellige utviklingsformer
av det doriske kapitæl. I tempelbygningen finder vi
den græske b. klarest uttrykt. Templet laa paa en
trinvis opstigende underbygning og bestod av en
rektangulær bygning som i sin enkleste form bare
indeholdt et hovedrum (naos, cella) for gudebilledet og en
aapen forhal (pronaos); i mere utviklede tempelformer
fandtes en lignende hal som forhallen ogsaa bak
cellaen (posticum) og indenfor denne hal et skatkammer
(opisthodomos), Tempelarkitekturen er udelukkende
knyttet til bygningens ydre, og efter antallet og
anordningen av søiler og søilerækker foran og omkring
cellaen inddeles tempelformerne. Det græske tempel er
et genialt gjennemført organisk hele, hvor hvert
arkitektonisk led og hver dekorativ detalj ned til de mindst
betydelige føier sig harmonisk ind i helhetsvirkningen.
Et saa fuldendt kunstverk som det græske tempel synes
b. aldrig tidligere eller senere at ha frembragt. I den
græske b. adskiller sig to hovedstilarter, den doriske
og den joniske, let kjendelige ved forskjellige
søileformer og kapitæler. Begge synes at fremtræde omtrent
samtidig, men mens den doriske stil var utbredt over
hele det græske kulturomraade, var den joniske mere
lokalt begrænset. Den doriske stil karakteriseres gjerne
som utpræget mandlig, streng og nøktern, mens den
joniske er mere kvindelig, friere og yppigere i formerne.
Som den tredje stilart nævnes den korinthiske, en
dekorativ utformning av den joniske stil. Den første
periode i den græske b.s historie strækker sig til den
perikleiske tidsalder ved midten av 5 aarh. f. Kr. og er,
karakteristisk ved stilens strenghet. Typisk doriske
templer fra denne tid er Apollontemplet i Delfi, Posei-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
