Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
423 Bygningskunst 424
dontemplet i Pæstum. Den anden periode rækker fra
Perikles til Alexander den store og er den græske kunsts
blomstringstid, guldalderen. Paa Athens Akropolis
bygges kanske de mest fuldendte kunstverker, som den
doriske saavel som den joniske stil har skapt,
Parthenon, Propylæerne og Erechtheion. Den tredje periode,
fra den alexandrinske tid til Grækenlands erobring av
romerne, er nedgangens tid, profanbygningernes
hovedperiode; den græske profan-b. er væsentlig knyttet til
offentlige bygninger som teatre, kapløpningsbaner
(stadier og hippodromer) og gymnastiksaler (gymnasier),
mens privathusene gjennemgaaende var tarvelige. Den
græske b. er et av de merkeligste og skjønneste utslag
av de høitbegavede helleneres skjønhetsglæde, av deres
klare, harmoniske og logiske aand og utprægede
formsans. For de følgende aartuseners utvikling har den
hat en grundlæggende betydning; den græske b. har
skjænket verden et rikere fond av arkitektoniske former
end alle andre folkeslags b. tilsammen tat, og antikkens
former, forplantet gjennem den romerske b., har fra
de først fremstod og indtil denne dag aldrig ophørt at
være grundelementet i vesterlandenes b. (se pl. Græsk
bygningskunst ved sp. 400). — Etruskisk b., som
bedst kjendes fra gravbygninger, er sterkt paavirket
av den joniske stil fra de græske kolonier i Italien,
men opblandet med orientalske elementer. Tidligere
antoges etruskerne feilagtig for hvælv-b.s opfindere. —
Romersk b. fremgik av den etruskiske ved en
rikere optagelse av græske former, ved en forening av
hvælv-b. med græsk b., og utmerker sig mere ved
omdannelse og anvendelse av tidligere skapte
arkitektoniske former end ved selvstændig nyskapning. Med
forkjærlighet anvendte romerne den korinthiske stil.
I konstruktiv henseende særkjendes den romerske b.
ved den utstrakte bruk av hvælv. De vældige
dimensioner og den pragtfulde utsmykning er karakteristisk
for det mægtige verdensrikes bygverker, særlig da i
keisertiden. Materialet var oprindelig mest huggen sten,
senere anvendtes tegl i stor utstrækning, men Augustus
indførte en overdaadig bruk av marmor. I de
romerske byanlæg samledes omkring torvet (forum) de
vigtigste offentlige bygninger, templerne, hallerne for
rettergang og handelsforretninger (basilikaer), de offentlige
forlystelsessteder (teatre, amfiteatre) og badeanlæg
(thermer). Til byerne førtes drikkevand ved store
vandledninger, tildels anbragt paa arkader, langveis fra, og
landet gjennemkrydsedes av fortrinlige militærveier som
forbandt de vigtigere byer. Det romerske privathus
var utviklet av det italiske bondehus, oprindelig
bestaaende bare av ett rum (atrium), senere tilbygget en
række siderum til et stort husanlæg. Av Roms
bygverker fra den ældste tid, kongetiden, kan foruten det
kapitolinske Jupitertempel ogsaa nævnes cloaca maxima,
som endnu er i bruk. I republikkens tid anlagdes
hovedsagelig nyttebygverker som basilikaer, veier og
vandledninger; av tempelbygninger det skjønne
rundtempel for Vesta i Tivoli, og Fortuna Virilis-templet,
av gravbygninger Cecilia Metellas grav ved Via Appia.
Den romerske b.s glanstid under de første cæsarer
indledes av Julius Cæsar, som anlægger et nyt forum og
opfører Basilika Julia. Augustus bygger likeledes et
nyt forum; Marcellusteatret og Augustus’ mausoleum er
blandt tidens merkeligste bygverker. Den vældige
kuppelbygning Pantheon, en av verdens mest storartede
bygninger, er fuldført av Agrippa. Fra de flaviske
keiseres tid er Colosseum, det kjæmpemæssige amfiteater
til 87000 tilskuere. Av eiendommelige romerske
bygverker kan desuten nævnes triumfbuerne som
Titusbuen og Konstantinsbuen, Trajans og Marc Aurels søiler,
Hadrians mausoleum, Titus’, Caracallas og Diocletians
thermer. Utenfor Rom er romersk b. særlig rikt
repræsentert i Sydfrankrike: Autun, Orange. Nîmes (se pl.
Romersk bygningskunst ved sp. 404). —Den
oldkristelige b. er fremgaat av den romerske. Man har
tidligere saagodtsom udelukkende fæstet sig ved Roms
indflydelse paa den oldkristelige kunsts utvikling, men
efter de seneste undersøkelser synes det som om den
orientalske indflydelse fra Vestasiens b. under
romertiden ogsaa har været meget betydelig. Det kristelige
gudshus, kirken, er utgaat fra den oldkristelige
basilika, hvis forbillede man har søkt dels i den
hedenske basilika forensis, dels i det romerske privathus’Õ
atrium. Den kristelige basilika er en rektangulær
bygning, som ved søilerækker deles i tre eller fem,
sjeldnere syv skibe, hvorav det midterste er bredere og
hæver sig høiere end sideskibene. Paa basilikaens bakre
tvervæg er en halvrund utvidelse (apsis) dækket av en
halvkuppel, med plads for bispestolen og altaret foran
denne; mellem apsis og langskibet blev ogsaa lagt et
tverskib. Ved siden av basilikaer forekommer ogsaa
rundkirker som gravkapeller og døpekirker
(baptisterier). Den oldkristelige ornamentik er oprindelig romersk,
efterhaanden faar den et eget præg ved den utstrakte
anvendelse av symbolske figurfremstillinger; i
utsmykningen er mosaikarbeider hyppig anvendt. Rikt
repræsentert er den oldkristelige kunst i Rom og Ravenna
samt i Syrien og Palæstina (se pl. Oldkristelig og
byzantinsk bygningskunst ved sp. 408). —
Byzantinsk b. utvikler sig fra det 5 aarh. av selvstændig
fra den oldkristelige og findes utbredt væsentlig i den
orientalske kirke, hvor den kan sies at ha fortsat til vore dage
i græsk-russisk kirke-b. Karakteristisk for byzantinske
kirkebygninger er centralanlæg med kuppelhvælv, St.
Sofia i Konstantinopel (se pl.
Oldkristeligogbyzantinskbygningskunst ved sp. 408). —
Muhammedansk b, (arabisk eller maurisk b.) slutter sig nær
til den byzantinske, idet muhammedanerne i de erobrede
lande optar de konstruktive former fra den byzantinske
b., men i ornamentikken utvikler en selvstændig stil, i
almindelighet kaldt den mauriske, av utpræget lineær
karakter (arabesker), da islam forbød avbildning av
levende skabninger. Det muhammedanske tempel,
moskéen, har altid en kvadratisk forgaard med brønd,
en stor, oftest overhvælvet hal for de bedende og slanke
taarne (minareter). Av konstruktive eiendommeligheter
maa merkes stalaktithvælvet. Av profanbygninger er
mest bekjendt slottet Alhambra, det mest pragtfulde
eksempel paa maurisk b — Østasiatisk b, Den
indiske b. er særlig knyttet til de buddhistiske
tempelbygninger av forskjellig art, som de pyramideformig
opstigende pagoder, de kuppelformede toper (stupa,
dagob) og de i fast fjeld indhugne klippetempler. Deres
utsmykning er overdaadig pragtfuld, ornamentikken
straalende i formrigdom og farveglød. Den kinesiske
b. har faat impulser fra den indiske gjennem
buddhisnaadd nogen monumental
utfoldelse i tempelbygningen. Mest karakteristisk for de
kinesiske tempelbygninger er de svungne take, som
springer langt frem over de forskjellige stokverk. —
Middelaldersk b. i Europa. Den romanske b.s
fremvekst av den romerske og oldkristelige b. ved de
germanske folks tilegnelse av kristendommen er ikke
videnskabelig helt klarlagt. Utvilsomt har dog den
saakaldte «karolingiske renæssanse» under Karl den store
skapt grundlaget for den romanske kunsts utvikling, og
rimeligvis maa Rhinegnene betegnes som utgangspunktet
for den romanske b. som i den ældre middelalder
utbredtes til alle vestens lande. Denne b.s typiske
kirkebygning er en direkte utvikling av den oldkristelige
basilika, som utformedes til en korskirke, idet der
melmen, men har ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
