Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
427
lem tverskib og apsis blev indskutt et kvadrat, hvorved
spiren til de store koranlæg blev lagt. Dette kor hæver
sig gjerne noget over den »øvrige del av kirken, fordi
der under koret var en krypte (s. d.), en gravkirke. Det
indre tak var enten et flatt trætak eller korshvælv,
sjeldnere tøndehvælv; undertiden findes sideskibene
overhvælvede, midtskibet derimot forsynt med trætak. Av
kapitælformer er terningkapitælet det vanligste.
Karakteristisk for romansk b. er de rundbuede hvælv, hvorfor
stilen gjerne kaldes rundbuestil. I kirkernes ydre
træder sterkt frem de to massive taarne, som gjerne
flankerer fronten. Utsmykningen er hovedsagelig samlet
omkring portalerne med deres rigdom av relieffer; i det
indre opliver kalkmalerier de svære vægflater. Den
romanske ornamentik har fra den klassiske kunst arvet
plantemotiver, som acanthusranken og palmetten, fra
den oldkristelige kunst optat og videre utviklet
symbolske dyrefremstillinger, hvormed germanske motiver
blandes, og endelig er de lineære motiver som
baandslyngninger og siksaklinjer o. a. meget anvendt. Inden
de forskjellige lande træder der i den romanske b.
frem nationale og lokale grupper med markerte
særegenheter i anlægget; disse skolers indflydelsessfærer er
ofte ganske utstrakt, og særlig har de forskjellige
munkeordener (som cistercienserne) fremmet paavirkninger
mellem geografisk vidt adskilte strøk. Av de forskjellige
landes kirkelige bygverker, hvor den romanske stil træder
særlig typisk frem enten i hele anlægget eller kun i
enkelte deie, skal her nævnes: Tyskland: domkirkerne i
Speier, Mainz, Worms, Limburg, Bamberg og St.
Godehard i Hildesheim; Frankrike: domkirkerne i Angoulême,
Tournay og Avignon, Notre Dame i Clermont,
kuppelkirken St. Front i Périgueux, St. Etienne i Caen; Italien:
domkirkerne i Modena, Pisa, Palermo, Monreale, St. Zeno
i Verona, baptisteriet i Pisa; Spanien: Santiago de
Compostela; England: domkirkerne i Durham, Peterborough,
Rochester og Norwich; Danmark: domkirkerne i Roskilde,
Ribe, Viborg og Aarhus; Sverige: domkirken i Lund,
Varnhems kirke; Norge: domkirkerne i Trondhjem (de
ældre dele), Hamar, Stavanger og Mariakirken i
Bergen, samt stavkirkerne (se videre under Norge:
Bygningskunst og Stavkirke) (se pl. Romansk
bygningskunst ved sp. 412). — Gotisk b. I Frankrike
fødtes i det 11 aarh. under korstogstidens gjæring den
merkelige stil, som renæssansens italienere med et
økenavn kaldte gotisk, d. v. s. barbarisk, fordi dens
himmelstræbende karakter, dens dristige og fantasifulde former
var saa fjern fra den klassiske, antikke aand, som for
dem stod som kunstens høieste og ædleste
utviklingsform. Maaske er spiren til den gotiske kunst virkelig
at finde hos vestgoterne i Sydfrankrike, hvor enkelte
av stilens typiske træk meget tidlig fremtræder. Men
gotikkens utformning foregik ikke i Sydfrankrike, men
i det nordlige Frankrike, særlig i Ile-de-France, hvor
St. Denis klosterkirke over de franske kongegraver
er det første verk i den nye stil. Spidsbuestil er
en vanlig betegnelse for gotik, men spidsbuen er ikke
stilens vigtigste karaktertræk; det er derimot det
konstruktive stræbesystem (s. d.) med stræbebuer som
overfører de høie mures sidetryk til stræbepillerne,
hvorved murenes masse kan formindskes, og vægflaterne
opløses i store vindusaapninger, hvad der gir de gotiske
kirkebygninger dette lette, frigjorte præg, som saa sterkt
avviker fra de romanske kirkers tunge massevirkning.
Korets sterke utvidelse i gotiske kirker skyldtes
nødvendigheten av at skaffe plads for den voksende skare
geistlige som utførte kirketjenesten; almindelig omgives
koret av en koromgang med smaakapeller, mens
kryptanlæg under koret blir sjeldne. I ornamentikken
træder nye, naturalistiske planteformer kraftig frem, samtidig
Bygningskunst
428
som de fantastiske dyrefigurer til en viss grad løsriver
sig fra den traditionelle symbolik. I kirkernes indre
mottar sindet et mægtig indtryk av rummets høide, av
hvælvenes dristighet, søilernes ranke eleganse og av
rigdommen i vinduernes masverk, hvor lyset brytes i
glasmaleriernes farveglød. Gotikken er en utpræget
«tidsstil», et fuldtonende uttryk for høimiddelalderens aand
og kultur. Saa langt vestens kultur strækker sig, saa
langt favner ogsaa gotikken, men i de forskjellige lande
træder frem lokale eiendommeligheter, saaledes som
tilfældet var med den romanske b., men her kanske i
end sterkere grad. I Frankrike er katedralen i Noyon
(ca. 1100) det første større gotiske anlæg efter stilens
første frembrud i St. Denis, men her er endnu
adskillige romanske træk bevaret. Ren gotik i rik utfoldelse
fremviser den mægtige Notre Dame i Paris og
katedralen i Laon. Fra begyndelsen av det 13 aarh. er de
storslagne, imponerende katedralanlæg i Chartres,
Amiens, Beauvais, Reims og Bourges, og fra aarh.s midte
perlen av fransk gotik, Sainte Chapelle i justispaladset
i Paris. Med det 14 aarh. løper den franske gotik ut i
den saakaldte flamboyantstil, av en utpræget
dekorativ karakter, St. Maclou i Rouen. Til England
overførtes gotikken fra Normandiet ved gjenopbygningen av
katedralen i Canterbury efter branden i 1174; herfra er
gotikken igjen overført til Norge (se Trondhjems
domkirke). Den engelske gotik utvikler sig fra den
ældste saakaldte «early English» til «decorated style» og
senere videre til den yngste og mest nationalt engelske
utformning av gotikken, «perpendicular style».
Eiendommelig for de store engelske katedralanlæg er den
retvinklede koravslutning med det bakenfor anbragte
Mariakapel, likeledes retvinklet avsluttet; aapne
sperretak forekommer hyppig. Typiske bygverker er
domkirkerne i Salisbury, Lincoln, Wells, Worcester, York,
Exeter, Lichfield, Ely og Westminster abbediet. I
Skotland utvikler sengotikken sig temmelig uavhængig av
den engelske; eksempel paa rik, dekorativ gotik er
Rosslinkapellet. Mens gotikken tidlig vandt indpas i
England, fulgte den nye stils utbredelse til Frankrikes
kontinentale nabolande adskillig senere. I Tyskland
bygges de første, større gotiske anlæg i første halvdel
av 13 aarh. under sterk fransk paavirkning; mere
selvstændig tysk gotik viser Kölnerdomen, begyndt ved
aarh.s midte, et av stilens mest storslagne bygverker,
om eend ikke av de mest kunstnerisk fuldendte. Til den
tyske gotiks mesterverker maa regnes mynsterne i
Strasbourg og Freiburg. I Østerrike er St. Stefan i Wien det
fornemste gotiske mindesmerke. Av betydning for b. i
Danmark og Sverige blev den nordtyske teglstensgotik,
hvis prægtigste eksempel er Mariakirken i Lübeck; den
danske gotik er bedst repræsentert ved St. Knud i Odense,
den svenske ved domkirken i Upsala. Ogsaa i Holland
er tegl det almindelige materiale for de gotiske
kirkebygninger, mens Belgiens er av huggen sten og viser
slegtskap til den senere franske gotik. I Spanien, hvor
gotikken mottok paavirkning fra maurisk b., opførtes
mægtige og pragtfulde katedraler i Burgos, Toledo o. a.
steder; Italien er derimot fattigere paa gotiske
kirkebygninger, det mest imponerende anlæg er domen i
Milano. Profanarkitekturen var under gotikken rik og
interessant. Den er i England, Frankrike og Tyskland
særlig repræsentert ved borgbygninger, slotte og
borgerlige hjem, i Flandern ved prægtige raadhuse og gildehuse,
i Italien ved bypaladser særlig i Firenze og Venedig
(Dogepaladset). Nordens merkeligste gotiske
profanbygning er Haakonshallen i Bergen (se pl. Gotisk
bygningskunst ved sp. 416).— Renæssansens b. Det
eneste av Vestens lande, hvor gotikken mot
middelalderens slutning ikke helt behersket b., var Italien. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
