Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bygningskunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
431
dette land var antikkens aand aldrig helt utslukket, og
her brøt leilighetsvis klassiske former frem i den
middelalderske b., indtil der ved begyndelsen av 15 aarh.
fremstod en bevisst stræben efter at gjenopta den
antikke og særlig den romerske b.s konstruktive og
dekorative former, idealisert og fantasifuldt omdannet. Den
nye stil, ungrenæssansen, skaptes i Firenze, hvor
Brunelleschi er dens første kunstner og kuppelen over koret
i Firenzedomen hans første verk, begyndt 1420. I
konstruktiv henseende karakteriseres renæssansen ved en
forkjærlighet for kuppelhvælv og tøndehvælv, i
kirkeplanerne anvendes fortrinsvis centralanlæg, i
ornamentikken optages en mængde klassiske motiver.
Renæssansen er dog allerede fra sit første frembrud mindre
knyttet til kirkelige end til profane bygverk og faar sit
uttryk særlig i de talrike adelige paladser.
Ungrenæssansens paladstype skapes i Firenze (Brunelleschis Pa:
lazzo Pitti, Michelozzos Palazzo Riccardi, Palazzo Strozzi,
Palazzo Rucellai o. a.), hvorfra den forplantes til Siena
og de øvrige italienske byer. I det 16 aarh. blir Rom
centret for den anden periode i renæssansens b.,
høirenæssansen, en utvikling mot enklere og kraftigere
former, av mere streng klassisk og mindre dekorativ
karakter end ungrenæssansen. Bramante er her stilens
første mester, og hans storverk er planlæggelsen av den
vældige Peterskirke. Av hans paladsbygninger kan
nævnes Palazzo Cancelleria. I Venedig bygger Sansovino
det herlige St. Marcusbibliotek. Rafael opfører i Rom
Villa Farnesina. Senrenæssansen er den lærde,
teoretiske, skematiske dekadence som løper ut i
barokstilen, den pompøse, pragtlystne og maleriske stil,
som Michelangelo grundlægger og Bernini utvikler.
Michelangelo bygger Peterskirkens kuppel, Bernini
Peterspladsens kolonnader. Utenfor Italien møter vi
renæssanse-b. først i det 16 aarh., i begyndelsen enten direkte
indført fra Italien ved italienske kunstnere eller sterkt
opblandet med gotik, men efterhaanden utvikler der sig
av denne blandingsstil i flere lande en national
renæssansestil, som danner grundlaget for de følgende aarh.s
stilistiske utvikling mot moderne b. I Frankrike er
renæssansen særlig knyttet til de store slotsanlæg (Berry,
Blois, Chambord, Fontainebleau, Louvre, Luxembourg),
hvor en fransk slotsstil utvikledes, eiendommelig bl. a.
ved de av middelalderens borgtaarne fremgaaede
paviljonger og ved rik plastisk utsmykning av facaderne.
Tysklands renæssanse-b. utmerker sig ved dekorativ
detaljrigdom, særlig utformet i portaler og gavler,
mindre klassisk end den franske; foruten talrike raadhuse
kan av slotsbygninger merkes Heidelberg. I Hollands
teglstensarkitektur faar renæssansen en egen karakter, mest
beslegtet med den tyske; begge har sterkt paavirket den
senere utviklede nationale danske renæssanse, Kristian
IV’s stil (Frederiksborg, Rosenborg, Børsen i Kjøbenhavn).
En overdaadig ornamental renæssanse utformes i
Spanien, opblandet saavel med gotiske som med mauriske
elementer, ofte i høi grad elegant og gratiøs. I England
vinder renæssansen sent indpas; opblandet med gotik
fremstaar her Elisabethstilen, særlig repræsentert ved
adelsslotte, scnnere kommer den mere klassiske
renæssanse frem i Whitehall og St. Paulskatedralen (se pl.
Renæssansens og Det 17 og 18 aarhundredes
bygningskunst ved sp. 420 og 424). — Den nyere
tids b. Den store byggevirksomhet som utfoldedes i
Frankrike i det 17 aarh. under Ludvig XIV, har reist sig
imponerende monumenter som Louvre, slottet i Versailles,
Invalidedomen og en talrik mængde andre saavel
profane som kirkelige bygninger. Under Ludvig XV
utvikledes av barokken den elegante, gratiøst lekende
rokoko, en yppig dekorationskunst, mot hvilken der
under Ludvig XVI kom en reaktion, som kulminerer
Bygningskunst
432
i keisertidens empirestil, med gjenoptagelse av antikke
former. Helt klassisk er Madeleinekirken. Tysklands
b. fulgte i meget den franske stilveksling; særlig avgav
Versailles et yndet forbillede for tyske fyrsters
slotsanlæg; tysk yppig barokstil er repræsentert i slottet
Zwinger i Dresden, rokokostilen i Fredrik II’s Sanssouci.
Sveriges storhetstid markeres paa b.s omraade ved store
bygverker som Riddarhuset, Drottningholm og Stockholms
slot, i det 18 aarh. utformes en national svensk rokoko,
den gustavianske stil. — Gjennem hele det 19 aarh.
forsøkte man sig med efterligning av de forskjellige
historiske stilarter. I begyndelsen av aarh. arbeides der
i nær tilslutning til den antikke b., rigtignok endnu med
en viss selvstændighet. Denne retnings betydeligste
kunstner er Schinckel, hvis virksomhet især er knyttet
til Berlin («Hovedvakten» o. fl. bygninger i denne by).
En lignende rolle spilte v. Klenze i München. I
Danmark fik nyklassicismen tidlig en fremragende
repræsentant i Harsdorff (kolonnaden paa Amalienborg) og i
den litt yngre C. F. Hansen (Christiansborg slot og
Domhuset i Kbh.). I Norge behersker denne stilretning helt
Karl Johanstidens b. (Slottet i Kra. ved Linstow,
Universitetsbygningerne, Børsen o. fl. bygninger ved Grosch
(se pl. Klassicismens bygningskunst ved sp. 428°.
Omkring midten av 19 aarh. gjør en sterk
nationalromantisk strømning sig gjældende indenfor
arkitekturen og kunsthaandverket. Man begyndte i de
forskjellige lande med iver at studere de ældre tiders
mindesmerker og stillet sig som maal at efterligne disse
med den størst mulige troskap. Samtidig hermed
begyndte ogsaa arbeidet for at restaurere de gamle
bygninger med den størst mulige «stilrigtighet». Man søkte
i hvert land at finde den stil som skulde være mest
eiendommelig for landets fortid. I Englånd blev det
gotikken (eks.: parlamentsbygningen i London), i
Tyskland renæssansen, i Danmark Kristian IV’s stil (eks.:
Kbh.s nye raadhus), i Norge den gamle
træbygningskunst, især som den fremtraadte i stavkirkerne
(«dragestilen»). Resultatet av denne stilefterligning blev
imidlertid meget litet tilfredsstillende. De svundne tiders
formsprog, som var fremsprunget av sine særlige
forutsætninger, lykkedes det ikke at kalde til live igjen, det
blev tør, livløs rekonstruktion, og dertil kom at den
nye tids behov og den nye ingeniørvidenskaps
virkemidler ikke kunde indpasses i former som var laant
fra gotik eller renæssanse. Mot slutningen av 19 aarh.
begynder derfor arbeidet for at skape en ny stil, som
har rot i vor egen tid. Det første støt hertil kommer
fra England omkring 1895 (den saakaldte «Studio-stil»,
som paa fastlandet og især i Tyskland utvikles mere
konsekvent i den saakaldte «Jugend-stil»). Denne nye
retnings talsmand var fremfor alle belgieren H. v. d. Velde,
som virket i Tyskland. Han hævder med styrke at
det arkitektoniske kunstverk maa være underkastet de
love som sættes av materialets egenart og av
fordringen til solid og hensigtsmæssig konstruktion. Det første
monumentale verk av denne «saklige» b. blev skapt av
A. Messel: stormagasinet Wertheim i Berlin. Med endnu
strengere konsekvens følger P. Behrens disse
kunstneriske teorier, især i sine fabrik- og utstillingsbygninger.
I det hele tat har Tyskland i det nye aarhundrede
været det førende land paa dette omraade; de andre
store kulturlande har mere forsigtig holdt sig til de
overleverte former. En særstilling indtar de amerikanske
«skyskrapere», som imidlertid snarere maa regnes til
ingeniørarbeide end til b. (se pl. Moderne
bygningskunst). Om den moderne b. i de
skandinaviske lande se art. om disse landes b. samt om
de enkelte arkitekter. [Litt.: De lettest tilgjængelige
oversigtsverker over b.s historie er, foruten vedsommende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
