591 Cellebroer—Celledannelse 592 Ord som ikke findes under C, maa søkes underK, De største c., egg-c., opnaar imidlertid hos visse dyr en størrelse av flere cm. i gjennemsnit (blommen i fugleegg). — C.s form er meget vekslende. Fritliggende unge c. har gjerne sfærisk el. ovoid form, som f. eks. blodets c., egg-c. o. s. v. Utvikles fra c. utløpere i forskjellig retning, faar c. stjerneform, som mange nerve-c. Presses c., saaledes som i c.-vævene, op mot hverandre, antar de polygonal form (se fig. 3) og blir kubiske, cylindrisk-prismatiske eller plateformede, eller de trækkes ut i længden og blir ten- el. stjerneformede. — C. er sætet for alle de virksomheter som vi sammenfatter under begrepet liv. Enhver organismes livsvirksomhet er sammensat av de enkelte c.s virksomhet. Alle c. fører til en viss grad et selvstændig liv, og der findes talrike dyr og planter som bare bestaar av én c., de saakaldte protister. I enhver c. finder en stadig vekselvirkning sted mellem dens cytoplasma og kjerne, begge disse dele er derfor like nødvendige for c.s liv. Ved de til c.s funktion og stofskifte knyttede forandringer av protoplasmaet synes kjernen at spille en ledende og regulerende rolle. I en c.s livsvirksomhet kan vi sondre mellem følgende elementræfunktioner: a. Følsomhet el. irritabilitet og bevægelse. Utsættes c. for visse mekaniske, kemiske eller fysikalske indvirkninger, som let berøring, ændring av temperaturen, paavirkning av syrer eller alkalier o. s. v., indtræder en bevægelse av c.s cytoplasma, som enten bare gir sig tilkjende ved en forskyvning av dettes smaadele eller tillike ved en forandring av c.s ydre form (amøboid bevægelse). —b. Stofveksel og vekst. Ved c.s bevægelse foregaar en spaltning og forbrænding av protoplasmaet, og dettes masse vilde efterhaanden svinde og c. tilslut dø, hvis der ikke tilførtes den nyt stof, hvorav den kunde erstatte det tapte. Denne erstatning foregaar ved at protoplasmaet optar næring, hvorav det opbygger nyt protoplasma (assimilation). De ufordøielige dele av næringen og de ved protoplasmaets spaltning dannede faste, flytende el. gasformede avfaldsprodukter utskilles atter av c. (ekskretion). Forat der skal kunne foregaa forbrænding i protoplasmaet, maa c. opta surstof. Denne surstofoptagelse og utskillelsen av kulsyre kaldes med et fælles navn c.s aanding el. respiration. — Naar i en c. assimilationen overgaar spaltningerne, dannes der stadig mere protoplasma, og c. tiltar i størrelse, den vokser. —c. Formering. Naar veksten har naadd en viss, for de forskjellige c. karakteristisk grænse, indtræder en deling av c. Paa denne maate opstaar altid nye c. av tidligere eksisterende c. Enhver c.-deling indledes med deling av kjernen. Den typiske form av c.- og kjernedeling er den saakaldte karyokinese el. mitose, ogsaa kaldt den indirekte deling. En tid før delingen viser kjernenettet eiendommelige forandringer. Det samler sig til et for vedkommende dyre- eller planteart karakteristisk og konstant antal vel begrænsede bøiler eller staver, kjernestaverne eller kromosomerne (se fig. 2, a, b). Samtidig blir utenfor kjernen centrallegemet delt, hvis det ikke allerede var dobbelt, de to dele begynder at vike fra hverandre og omgives hver av en straalingsfigur, som breder sig mere og mere ut gjennem c. og danner en centralspindel mellem de to centrallegemer fig. 2, c). Tilslut blir disse staaende ret overfor hverandre paa hver sin side av kjernen, kjernemembranen opløses og kromosomerne blir liggende frit indeic. Fra de to straalinger fæster der sig fine traader paa hvert kromosom, og kjernestaverne indstilles tiienækvatorialplate i planet midt mellem de to «poler» (fig. 2, d). De viser sig nu, ofte allerede tidligere, delt efter længden; to nøiagtig like dele, som under det følgende fjerner sig fra hverandre henimot hver sin pol (fig. 2, e—g). De to datterplater krummer sig snart sammen, omgives av hver sin kjernemembran og begynder at løse sig op i et kjernenet (fig. 2, h—i). Imidlertid har cytoplasmaet snøret sig av efter ækvatorialplanet omkring de to unge kjerner, delingen er dermed fuldbyrdet og de unge c. vokser efter hvert ut til mor-c.s størrelse. I c. som er i rask deling (f. eks. foster-c.), blir de unge c.s centrallegeme meget tidlig todelt. Hos høiere planter er der ikke paavist centrallegemer i c. Delingsspindelen er her ofte tøndeformet, idet polerne er trukket ut i bredden, eller disse løper ut i flere spidser (fig. 5). Man opstiller ogsaa en anden c.-delingstype, den direkte eller amitotiske. Kjernen synes ved denne at avsnøres rent kvantitativt, uten dannelse av kromosomer, i to eller flere dele. Ikke sjelden deles bare kjernen, og c. blir da to- eller flerkjernet. Denne delingsform ansaaes oprindelig for den typiske, men forekommer i virkeligheten bare enten under sykelige forhold eller hos c. som normalt ikke skal dele sig videre, men lever sig ut i intens virksomhet, særlig farveløse blod-c. og visse epitel-ec. Vi finder da ofte overganger mellem flerkjernede c. og c. med lappede kjerner. (Se pl. Celler.) </chapter> <chapter name="Cellebroer"> Cellebroer el. intercellularbroer, de cytoplasmatiske forbindelsestraader mellem naboceller. </chapter> <chapter name="Celledannelse"> Celledannelse sker i planteriket ved celleformering eller ved sammensmeltning av celler, i sidste tilfælde ved befrugtning (s. d.) og kopulation (s. d.). C. er altid knyttet til levende celler, av andet organisk stof eller av uorganiske emner kan nye celler ikke opstaa. Cellerne formeres ved 1. todeling, 2. celleavsnøring, 3. fri c. og 4. mangedeling. Hos énkjernede celler er todelingen forbundet medindviklede omleiringsprocesser i kjernen, hvorved dennes indhold blir delt i to like dele. Om de forskjellige faser i denne saakaldte indirekte kjernedeling eller mitose, karyokinese, se art. Celle. Mitosen kan foregaa meget hurtig. I levende støvtraadhaar av tradescantia virginica tar saaledes processen, som kan forfølges under mikroskopet, 1′1/2à 2 timer. Naar mitosen er naadd saa langt som til dannelsen av de mellem de to nye kjerner, «datterkjernerne», utspændte støttetraader, tar vægdannelsen sin begyndelse. I det ækvatoriale plan mellem datterkjernerne sam- aʻ ler der sig nemlig talrike smaa korn, som danner et tyndt lag, celleplaten, som, efter a athaopnaadd den fornødne tæthet, utvikler sig til g cellevæg (se figu-ñ ren ovenf.). Ved den nye cellevæg er ogsaa protoplasmaets masse blit delt og derved celledelingen Næ Y> Fri celledannelse: a sporesækker (asci). Ascus sporer i utvikling.