Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1135
løitnant i den franske hær og utmerket sig i
revolutionskrigen, saa han 1794, 26 aar gl., blev divisionsgeneral.
Fulgte 1798 med, Bonaparte til Ægypten, deltok med
hæder i slaget ved pyramiderne og ledet dygtig
forvaltningen av Øvre-Ægypten (av araberne hædret med
navnet «den retfærdige sultan»). Tilbake til Frankrike
1800, fulgte Bonaparte til Italien og bidrog til seiren
ved Marengo 14 juni, men faldt selv.
. De Sanctis, Francesco (1818—83), ital. statsmand
og litteraturhistoriker. Blev 1848 ansat i det
neapolitanske undervisningsministerium, men 1850 fængslet som
revolutionær. 1858 utnævntes D. til professor i Zürich,
men drog 1860 med Garibaldi til Neapel og blev ital.
undervisningsminister 1861—62, samt 1878 og 1879—80.
Fra 1871 var han professor i Neapel og hadde fra 1861
sæte i kammeret, hvor han tilhørte venstre centrum.
Hans evner kom dog til rikest utfoldelse i hans
litterærhistoriske virken, som frembragte en række skrifter av
høi rang, bl. a. endel studier over Dante.
Desargues [dæzárg], Gérard (1593—1662), fr.
geometer, f. i Lyon. Som ingeniør deltok han i beleiringen
av La Rochelle, men levet ellers som privatmand først i
Paris og senere paa sit gods i Condrieu. Hans arbeider
er banebrytende for de nye metoder i geometri. Han
beskjæftiget sig meget med perspektivlearen. Ham
skyldes betragtningen av parallele linjer som linjer
som skjærer hinanden uendelig fjernt.
Desarmēre, at bortta skytset fra et fæstningsverk
eller krigsskib. At d. et krigsskib efter avsluttet togt
vil desuten si at fjerne alt materiel som ikke skal
forbli ombord naar skibet oplægges. At d. en elektrisk
minesperring eller mine vil si at gjøre denne ufarlig
ved at avbryte det elektriske strømløp som skal bevirke
at den armerte mine ved paaseiling eller ved avfyring
sprænges. At d. en mekanisk (ə: ikke elektrisk) mine
vil si at fjerne dennes tændanordning.
Desault [dəså′], Pierre Joseph (1744—9895), fr.
kirurg, 1782 overkirurg ved Charité, 6 aar senere ved
Hôtel-Dieu, hvor han oprettet den første kirurgiske
klinik i Frankrike. 1794 klinisk kirurg ved École
de santé. Skaperen av den kirurgiske anatomi.
Indskrænket indikationerne for amputation og trepanation,
gjenoptok den forglemte umiddelbare underbinding av
arterierne. Ringe litterær virksomhet.
Desavouēre [desavuēŰ′rə] (fr.), fragaa, negte at ha sagt
eller gjort noget, misbillige, fornegte, benegte.
Desbordes-Valmore [dæbård-valmå′r], Marceline
Josèphe Félicité (1788—1859), fr. digterinde. Efter
en ulykkelig ungdom giftet hun sig 1817 med
skuespilleren Valmore. For sin inderlige, følelsesfulde
digtning blev hun av flere, bl. a. Sainte-Beuve, sat meget
høit. Hun debuterte 1818 med «Élégies et romances»,
som sammen med hendes senere samlinger blev utgit i
3 bd. 1886—87.
Descabezādo, Sydamerika, nu utslukt vulkan i
Chile, depart. Talca, under ca. 35° 30′ s. br., 3 900
m. o. h. I nordøst, paa grænsen mot Argentina,
vulkanen D. chico, 3 252 m.
Descartes [dækárt], René, lat. Cartesius, Renatus
(1596—1650), fr. filosof og matematiker, av adelig slegt,
blev undervist i et jesuiterkollegium, viste tidlig anlæg
og lyst til tænkning og lærdom; D. deltok i
Trediveaarskrigen og gjorde omfattende reiser i Europa, men
tilbragte ogsaa lang tid i ensomme studier i
overensstemmelse med sit valgsprog: bene vixit qui bene latuit.
Sine sidste aar tilbragte han i Holland, indtil han
kaldtes til Sverige av dronning Christina, som ønsket at
lære at kjende hans filosofii: Her døde han, og hans
lik blev senere ført til Paris.. Av hans verker utkom
1637 «Essais philosophiques», som foruten den berømte
De Sanctis—Descendensteorien
] avhandling om metoden
1136
(sv. oversættelse)
indeholdt hans
grundlæggende arbeide om den
analytiske geometri o. fl.
1641 utkom
«Betragtninger over filosofiens
grundlag» (som er oversat til
norsk av H. C. Hansen
1894), 1644 «Principia
philosophiæ» og 1649 et
psykologisk arbeide
«Passiones animæ». — D.
ansees for den nyere
filosofis grundlægger. Hans
metodiske principper gaar
ut paa: 1. ikke at holde
noget, hvorom der kan
tviles, for sandt, 2. at
dele ethvert problem i
dets simpleste dele, 3.
derfra forsigtig og systematisk at skride til det
sammensatte og 4. paase at ingen muligheter oversees. I
overensstemmelse hermed tar hans filosofi sit utgangspunkt i den
erkjendelse, som ingen skepsis kan rokke, at jeg er til
som tænkende væsen (ti at tvile er at tænke). Om
materiens eksistens faar jeg derimot kun visshet ad en
omvei, gjennem forvissningen om en fuldkommen Gud,
der som fuldkommen og sanddru ikke kan ville at vi
skal bedrages gjennem vore sanser. Som bevis for Guds
tilværelse anføres at selve begrepet om Gud som den
fuldkomne indbefatter hans eksistens, da ikke-eksistens
vilde være en ufuldkommenhet. Det fuldkomne begrep
kan ikke skyldes ufuldkomne væseners erfaring, er
derfor medfødt og maa ifølge D.s aarsaksbegrep skyldes
et fuldkomment væsen, da en virkning ikke kan rumme
mere end der er i aarsaken. Gud er den absolutte
substans. Materien (det utstrakte) og sjælen (det tænkende)
er relative substanser, som kan vekselvirke paa et sted i
hjernen (glans pinealis). Sjælen kan ændre den
legemlige bevægelses retning, men ikke dens mængde. Dyrene
har ingen sjæl, men er maskiner. Al vor erkjendelse
gaar ut paa mekanisk aarsaksforklaring, guddommens
hensigter kan vi ikke utgranske.
Descende′ns (lat., nedstigende), betegner indbegrepet
av en persons avkom (barn, barnebarn o. s. v.) i
motsætning til ascendens (s. d.) ogsidelinjer; descendenter,
de enkelte personer i avkommet. De betegnes i den
norske arvelov som personens livsarvinger. Sml. Arv-
Descende′nsteorien, ned- el. avstamningslæren,
evolutionsteorien, utviklingslæren, den lære
som i motsætning til den overnaturlige skabelseshistorie
antar at alle organismer som lever og gjennem tiderne
har levet paa jorden, i løpet av overmaade lange
tidsperioder ved gradvise omdannelser har utviklet sig paa
naturlig maate fra én eller nogen faa meget primitive
stamformer. De høiere dyr stammer efter denne teori fra
lavere dyreformer som har levet i tidligere jordperioder
eller som endnu lever, og mennesket har paa samme
vis utviklet sig fra dyrene. — D.s grundtanke er
overordentlig gammel og fremtræder allerede hos Empedokles
(f. 504 f. Kr.). Efter ham opstod først planterne, saa de
lavere dyr, av disse utviklet sig de høiere dyr og tilsidst
menneskene. Det virksomme princip i denne utvikling
saa han i at de uheldig byggede organismer bukket
under i kampen for livet, mens de livskraftige formerte
sig. Først over 2000 aar senere blev disse tanker videre
utført og empirisk begrundet av mænd som Geoffroy,
Saint-Hilaire, Lamarck og fremfor alle Ch. Darwin (s. d.),
og i vore dage findes ingen naturforsker av nogen
be-René Descartes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
