Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
Nogen ganger i de sisste aarene hadde oldefaren tat
ham med til kirken, og der hadde han set fremmede
mennesker, kvinder og børn ogsaa, men han tænkte
aldrig paa om han kunde kommet sammen med dem
eller talt med dem; det var likesom en del av messen.
Og i mange aar efter at han var kommet til Frerta
stein kunde det ske for Olav, at medett kjendte han
sig saa ensom tilmode — som om livet her mellem
disse mennesker var uvirkelig eller uhverdagslig, som
en kirkesøndag, og han ventet bare paa at han maatte
væk herfra, tilbake til det liv han var kommet fra.
Det var aldrig mere end som et hugskott som kom
og kvarv bort igjen med det samme — men helt
rotfæstet følte han sig aldrig paa Frettastein, skjønt
han ikke hadde noget andet hjem som han læng
tet til.
Men stundom dukket der op minder av en anden
art, og braat gik det i hjertet paa ham som et sting
av længsel. Som noget han hadde drømt engang
husket han — et svaberg som kuvet op midt i tunet
i Hestviken; der var sprækker i den hete sten, og
han hadde ligget og karret mose utav med en ben
splint. Billeder svev for ham av steder hvor han
hadde gaat alene og stelt med sig selv ¦— og minderne
kom med en eftersmak av usigelig sødme. Bakom
fehusene paa gaarden hadde der været en høi berg
vægg av blank, mørk sten som vand sipret nedover,
og i den sidlændte dokk mellem tjeldet og uthus
væggene var der altid mørkt og skygget og der grodde
høit, grønt kjerr. — Der var ogsaa en fjærestrand et
sted, hvor han traakket i tang og skraslende Stener,
fandt snilehuser og slimgrønne, rundslipte beter av
fausket træ. Utenfor laa våndet og glittret vidt utover,
og den gamle huskarlen, Koll, aapnet agnskjel og
gav ham — Olav fik munden fuld av spyt, naar han
kom til at huske paa den fine smak av sjøvand og
fet rødgul indmat, som han slurpet i sig ut av de
aapnede blaahvite skjel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
