Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
og glansløst; det var gulbrunt og bugnende svært.
Hun var i bare serken : opluten av hvitt lin var utsydd
med grønne og blaa blomster, men nedenfor var den
av grovt, graaagtig lerret, og plagget var for stort til
hende og subbet om de smale, rødhvite føtter. Hun
bar sine klær over armen og hadde en nisteskreppe
i haanden. Den rakte hun til Olav, kastet ned klæs
bylten sin, ristet haaret tilbake fra ansigtet som blusset
efter søvnen endda — det ene kindet var rødere end
det andet. Hun tok et livbaand og styttet op serken
sin med det.
Hun var høi og tynd, med spinkle lemmer og lang,
slank hals, litet hode. Ansigtet var trekantet, med
lav og bred pande, men den var snehvit og buet sig
vakkert ved tindingerne indunder haarets yppige skyg
ger; de tynde kinder smalnet for meget, saa under
ansigtet blev for langhaket og spidshaket ; den lille
rette næsen var lav og kort. Men der var en egen
urolig ynde over hendes lille ansigt allikevel: øinene
var meget store og mørkegraa, men saa blaa i det
hvite endda som et litet barns, og de laa i mørk skygge
indunder brynenes rette, svarte streker og fyldige hvite
øienlaag; munden var smal, men læberne røde som
bær — og med den skinnende hvite og rosenrøde
hamlit hun hadde var Ingunn Steinfinnsdatter vakker
nu i sin pure ungdom.
«Skynd dig,» sa Olav, for hun sat i trappen og holdt
paa at linde lerretshoserne stramt indtil benene; dette
gav hun sig god tid med. «Det er bedre du bærer
hoser og sko, til det tørker paa græsset.»
«Ikke vil jeg gaa barbent paa den vaate bakken i
slik kulde —» møen hutret litt.
«Varmere blir du nok, først du faar somlet paa dig
plaggene dine —du kan ikke gi dig slik tid —, det er
rød morgen alt, ser du vel.»
Ingunn svarte ikke, løste op sokkebaandet og gav
sig til at linde om læggen sin en gang til. Olav
hængte op plaggene hendes over rækverket:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
