Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
paa hans klær, bære frem maten til ham, naar han
kom md til maaltid litt senere end de andre sveiner.
Og naar han sa godnat til hende, klynget hun sig
indtil ham som hun var sulten og tørst efter hans
kjærtegn. Olav tok det for at hun længtet efter bryl
lupet, hun med, og han fandt det rimelig — tiden
¦ faldt vel lang for hende ogsaa her i gaarden ; hun
maatte glæde sig svært til at bli husfrue selv. Han
tænkte aldrig paa at der kunde vel være unge folk som
ikke holdt av hinanden, endda de var trolovet.
Men Hamarsreisen blev ved at staa for Olav som
en drøm. Det var helst naar han hadde lagt sig om
kvelden at han tænkte paa den og levet den op igjen,
til han kjendte den rare og søte skjælvingen i kroppen
og i sindet. Han husket paa, da de knælte i dag
gryet der bakom enkens fjøs, lænet bryst mot bryst,
og han vaaget sig til at kysse hende i tindinggropen,
indunder haaret som lugtet saa varmt og godt. Og
saa seg denne ufattelige sørgmodighet og angst over
ham —. Saa forsøkte han at tænke fremover — for
dem laa jo bene veien fremover, til kirkedøren og høg
sætet og brudesengen. Men det var som hans hjerte
blev svakt og motløst, naar han i disse nattetimer
vilde glæde sig til alt som ventet paa dem — som
om ingenting likevel kunde være saa søtt som det
morgenkysset, av alt fremtiden gjemte til dem.
«Hvad er det?» spurte Arnvid grættent. «Kan du
ikke ligge rolig?»
«Jeg gaar ut litt.» Olav stod op, klædde paa sig
igjen og slængte en kappe over sig.
Der var allerede mindre lys i luften om nætterne
— løvtrærnes tætte kroner synte mørkere mot de
disblaa aaser bak. Der var nogen messinggule striper
i skyerne paa nordhimmelen. En skindving virret
forbi ham, svart og lynsnar.
Olav gik til det buret som Ingunn sov i. Døren
stod halvaapen for varmens skyld — endda var der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
