Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
styg flek paa sin hæder der — og det var han for god
til. Og Olav visste at Arnvid tok alting tungt. Derfor
likte han sig ikke rigtig sammen med Arnvid nu —.
Med Asbjørn Prest kjendte han sig tryg og rolig.
Han var altid ens, en stø og strævende arbeidsmand,
enten han læste sine tidebønner eller synet saltede hu
der. Hans lange og magre hesteansigt var like übe
vægelig og han var like tørmælt og greimælt naar han
sa sin messe og naar han vaaket over varers veining
eller prøvet om det var sandt, at understokkene var
raatne i et fehus paa en av biskopsgodsets bygsels
gaarder. Olav gik med ham, tænkte fremover paa
sit eget liv; naar han kom til Hestviken og skulde
færdes ombord i sine egne baater, paa brygger og
boder og i fehuser — u vitende var det denne vennen
som han drømte om at efterherme.
Mindet om de timerne alene med Ingunn julenat
ten hadde kvesset hans længsel efter hende paany.
Han tænkte paa den pikeslanke, koneklædde unge viv
— som laa paa knæ og blaaste til glørne; hun gik ut
og md av det flagrende lysskjær og syslet mellem bæn
ker og bøler og aaren. Saan skulde han ligge i sin
egen seng hjemme i Hestviken om mørke vintermor
gener og se paa at Ingunn fik det til at brænde paa
hans aare. Han husket hendes hete og hengivne nær
het, mens de laa og hvilte sammen i mørket — naar
de kom i Hestviken skulde de sove sammen i hus
bondssengen, bonden og husfruen paa gaarden. Da
kunde han ta hende i sin arm saa meget han vilde,
og hver kveld kunde han ligge og tale til hende om
alt som hadde hændt ham den dagen, raade med hende
om hvad han nu skulde ta sig for. Og han trængte
ikke længer være ræd for det som han hadde frygtet
indtil nu som en ulykke — da vilde det bare øke
deres glæde og vyrding at de fik barn sammen. Da
vilde han ikke længer være den sisste spinkle runne
av en utdøende slegt, men han blev selv stammen av
det nye ættartræ.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
