Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165
let meget paa at han kjendte Arnvid til bunds. Han
stolte paa ham, mere end paa noget andet menneske
han hadde møtt — paa Arnvids høisind, paa hans
trofasthet; han visste at Arnvid vilde ikke være ræd
for noget, naar det gjaldt om at hjælpe en ven eller
frænde. Men der var noget ved Arnvid Finnssøn som
fik ham til at tænke paa et tjern med bundløse huller
i sjøbotnen —. Eller — Asbjørn All-feit hadde for
talt et eventyr en kveld, om en ovlærd doktor i syd
landene som giljet en kone, den veneste viv i det
landet. Sisst lot hun som hun vilde gjøre viljen hans;
hun fører han lønlig md i buret sit, løser sin klædning
og byder ham se sine bryster. Det ene var hvitt og
fagert, men efter det andet var der bare et verkende
såar. De andre roste meget denne saga og kaldte
den god og lærerik — for Raimond, den lærde man
den, vendte aldeles sin hug fra verden efter dette syn,
og han gav sig md i et kloster. Men Olav tykte
dette var det uhyggeligste eventyr han hadde hørt,
og han laa vaagen til langt ut paa natten og kunde
ikke faa det ut av hodet sit. Men der var noget ved
Arnvid som fik ham til at bli ræd — en dag vilde
han faa se noget slikt hos den anden, som et skjult
såar. Men hemmelig hadde han altid kviet sig saa
svært ved at se sykdom og lidelse — nennet ogsaa
daarlig selv at gjøre nogen vondt. Og usikkert ante
Olav, at kanske var det frygt for at bli ramt paa et
såart sted som hadde lammet Arnvid saa forunderlig
i høst —. Nu var han nær ved at ønske, Arnvid
hadde ikke været saa spak, men krævet ham til regn
skap noget før. Han likte ikke den tanken at han
hadde nyttet en mands vernløshet. Og her laa han
nu og visste, at han blev nødt til at be Arnvid ta
haand om Ingunn, verne hende, ihvadfor tølger hans
übesindige færd kunde drage efter sig, siden Gud
alene visste naar han selv blev slik stillet, at han kunde
det han —.
Paa sæt og vis skjønte Olav nok noget av det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
