Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
«Det var et ugudelig løfte,» sa Asbjørn tørt. «Men
jeg tænkte nok —. Det er let at være god kristen,
Olav, saalænge Gud ikke kræver mere av dig, end
Han byder dig md til at høre fager sang i kirken og
lyde Ham, mens Han klapper dig med farshaanden.
Men en mands tro skal rønes den dag Gud ikke vil
som han vil. Men nu skal jeg si dig hvad biskop Tor
finn sa her om dagen — det var dig og maalet dit vi
talte om. Gud give, sa han, at manden maa lære at
skjønne i tide, den mand som er ment paa at gjøre
som han selv vil, lever snart nok den dag da han staar
og ser han har gjort det som han aldrig hadde villet. »
Olav saa alvorlig frem for sig. Saa nikket han:
«Ja. Det er sandt. Jeg vet det.»
De fik sig mat, og en stund efter la de sig ned i
klærne, alle uten Årnvid; han bød til at vaake. Han
satte sig fremme ved aaren og læste sagte ut av en bok,
som han hadde hat med i reisesækken. Indimellem
var han utom døren og saa efter tiden. Det hadde
klaret op nu, og stjernerne gnistret tæt i tæt over hele
himmelhvælven — det frøs paa. En gang knælte
han ned og bad med armene rettet ut i korsform.
Tilslut saa han, engang han var ute, at lyset av
den opgaaende maane kveilet over aaskanten. Han
gik md og bort til den sengen, hvor Olav og Ingunn
sov sammen, kind mot kind. Han vækket manden :
«Nu er det snart paa tide du kommer avgaarde.»
Olav slog op øinene, gjorde sig lempelig fri av
kvindens arme og stod straks ut av sengen. Han var
fuldklædd, manglet bare støvierne og ytterkjortelen.
Nu drog han paa sig fottøi og en renskindskofte ;
Arnvid hadde skaffet ham nogen plagg som var mere
lempelige for en lang skifærd end sidkjortelen og de
røde korduansstøvler, som var blit stygt medtat den
forrige natten.
«Han Guttorm min kjender sig vei overalt i byg
derne her paa begge sider av landsgrænsen,» snakket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
