Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingunn Steinfinnsdatter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
han var her sisst hadde latt efter sig en uklar skuffelse
i hendes hjerte — Olav hadde halvveis været som en
fremmed for hende.
Hun kunde likesom ikke faa hans billede til at passe
md i de gamle drømmene hendes om at hun levet med
ham paa hans gaard, hvor de to raadet, og de hadde
fuldt op av smaa børn sammen —og likevel var de
de samme som da de elsket hinanden paa Frettastein — .
Saa grep hun tak i mindet om den eneste stunden
da de to hadde været alene sammen, ansigt til ansigt og
rnund til mund — den sisste dag, da de sat sammen
nede paa volden. I tankerne digtet hun videre paa
deres samtale og paa hans eneste, hete og voldsomme
kjærtegn — da han brændkysset hende og bøiet hen
des nakke bakover i bakken. Hun drømte at han hadde
git efter for sin egen attraa og hendes bønner — tok
hende med sig. Mindet kom om det som hendes mor
hadde fortalt natten før sin død — om sin brudefærd
over alle fjeld — datteren fik nu dette emne at digte
om. — Sommeren efter, den anden efter Olavs besøk,
kom hun til at følge med fru Magnhild høit op i Gud
brandsdalene, til Ringabu, i et bryllup. De blev nogen
uker der hos sine frænder paa Eldridstad, og disse førte
dem op paa fjeldsæteren sin, for at fru Magnhild skulde
se deres rikdom av bufe. Første gang i sit liv kom
Ingunn op paa et fjeld saa høit at hun var over skogen :
hun saa ut over snaue vidder med bare vierkjerr og
smaabjerk og graagule moseflyer, og indover kuvet
fjeld bakom fjeld, helt til synsranden i nord, der sne
fjeld stod med himmelskyerne nedsunket i skarene.
I storbryllupet hadde hun maattet bære lysende,
farvede klær, sølvbelte og utslaat håar. Da hadde
hun mest været sky og fortumlet bare. Men det drog
efter med hende. Da hun igjen sat i farmorens stue
hjemme paa Berg, svev nye billeder for hendes sind
— hun saa sig selv vandre med Olav, smykket og
skinnende skjøn — det kunde være i en utenlandsk
kongsgaard til døme ; det var som en opreisning for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
