Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingunn Steinfinnsdatter - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360
Endelig snudde Olav hodet litt og saa paa hende;
han smilte sørgmodig:
«Jeg kysset dig mat — mere end ett kys — men
du kjendte det vist ikke.»
Han strøk med begge hænder over sit ansigt, saa
bøiet han sig fremover, sat og støttet begge albuerne
paa laarene, hvilte haken i hænderne.
«Jeg drømte en drøm her i vaar — det var endda
langfredagsnatten — jeg har tænkt meget paa den
siden —. Jeg husket den saa klart, da jeg vaagnet,
og siden har jeg ikke kunnet glemme den. Nu skal
jeg si dig, hvordan denne drømmen var.
Jeg drømte at jeg var paa en bakke i skogen,
der trærne var hugget ut, saa der fandtes ikke skygge
—• ja det var solhett da der i bakken, og du laa midt
i solsteken, i lyngen — der var lyng og tæt med tyte
kring alle stubberne. Du laa stille — jeg vet ikke
om jeg trodde du sov —.
Det er underlig — i alle disse aarene jeg har fær
dedes ute i verden ønsket jeg ofte du skulde tedd dig
for mig i drømme. Du vet at der er raad som en
kan bruke for at faa drømme om sin kjæreste ven —
flere ganger prøvet jeg slikt, endda du vet at jeg har
aldrig trodd svært fast paa slike kunstraad. Men jeg
brukte dem, mange ganger mens jeg var i Danmark,
og siden og. Men aldrig saa jeg dig —.
Men saa drømte jeg denne drømmen langfredags
natten, og da saa jeg dig saa klart som du sitter der.
Ja du var likesom barn endda, vi var børn begge to,
syntes jeg, saan som da vi var sammen paa Fretta
stein. Flettene dine var gaat op, og du hadde den
gamle røde vadmelsklædningen din paa dig, men den
var glidd op, saa jeg saa benene dine nakne til knæs
— du var barbent —.
— Saa randt der en hugorm ut av lyngen —».
Olav pustet tungt nogen ganger. Saa blev han ved :
«Jeg blev saa ræd saa jeg orket ikke røre mig.
Og det tyktes mig underlig selv, for jeg tør da si det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
