Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøns lykke - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
Saa slængte han mig fra sig, saa jeg stupte paa
gulvet, og han gik ut, men jeg kom mig paa føtterne,
trev øksen min og sprang efter. Gud naade mig,
hadde jeg tat boken min eller korset i haanden, saa
hadde det gaat bedre, men jeg sanset mig ikke. Ung
var jeg — jeg var vel mere krigsmand end prest endda
i mit hjerte; jeg stolte mest paa staal og egg, da det
gjaldt.
Da jeg kom ut i tunet, saa jeg dem ved borgledet.
Det var maaneskin, men drivende skyer og lindveir
og bakken var svart, for det aaret fik vi ikke liggende
sne nede i bygden. Men det var saavidt lyst at jeg
saa dem foran mig ute paa jordet, da jeg kom gjen
nem gaardsgrinden — den døde gik først, og hun lig
net en skoddedot, og rørte neppe marken, og efter
hende sprang Torgils, og jeg fulgte. Maanen gløttet
frem i det samme, og jeg saa at Herdis stanset, og
jeg skjønte hvad hun vilde — saa ropte jeg til hende :
«Har han lovet at følge dig, saa maa han — men
ikke har han lovet at ga a foran dig —»
Men byde hende vige i Herrens navn og slippe
byttet sit — det kom jeg ikke i hug. Og nu var vi
nær kirken, det lyste litt av maanen paa stenvæggen
dens. Den døde gled md av gravgaardsgrinden og Tor
gils løp efter og jeg sprang — jeg kom igjennem grin
den tidsnok til at jeg saa Herdis stod borte ved kir
kevæggen og rakte ut en arm efter Torgils. Jeg svang
øksen av al magt, kastet den, saa den for over hodet
paa Torgils og klang i stenvæggen. Torgils stupte
bent ned, men i det samme var de over mig bakfra
og slængte mig i bakken saa haardt, at det høire be
net mit brotnet paa tre steder — laarpipen, knæskjel
let og ved foten. —.
Siden vet jeg ikke mere før folk kom til messen
om morgenen og fandt os. Da var Torgils blit slik
som du husker ham — vettet hans var faret, og han
var mere hjælpeløs end et sugebarn, bare at han kunde
gaa omkring. Naar han kom i nærheten av eggjern,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
