Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøns lykke - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
syk paa samme maate for en seksten-sytten aar siden,
da hun var paa Miklebø, og da hadde Hillebjørg hus
frue sagt for visst, at det var Kolbein som hadde latt
sende gand eller anden trolddom mot hende. Han
undret paa om dette skulde ha været sandt likevel,
og at hun aldrig var blit fridd helt ut av det von
des magt.
Saa blev han kjendt med en tysk kjøpmand, Claus
Wiephart, i Oslo, som skulde være den lærdeste læ
ker — han hadde været i fangenskap hos sarrasenerne
i sin ungdom og lært deres visdom. Olav hentet ham,
og denne mand saa straks hvad som feilte Ingunn.
Hvad som monne være det første ophav var han
ikke istand til at si; det kunde være ymse, men sna
rest kom det av stjernerne: til døme at manden første
gang var kommet sammen med hende i en stund, da him
mellegemernes stilling var fiendtlig mot dem, efter de
stjerner som de var født under. Slikt kunde dreie sig
om mindre end en time — litt før eller litt efter kunde
auspicierne ha været særs lykkelige for dem. — Men
dette kunde ha virket slik paa hende, som var den
svakeste, saa harmonien var blit brutt i hendes legeme
mellem de faste materier og væskerne, saa den faste
materie hadde svundet, og væskerne var blit over
mægtige — ja hun kunde ogsaa ha været disponeret
for denne disharmoni i sin fødestime, men disharmo
nien var den nærmeste aarsak til hendes svakhet. Syn
for sagn var, at hun hadde ikke kunnet bære trem
levedygtige fostere av mandkjøn, mere end det
første, for mandens krop er av naturen mere tør end
kvindens og kræver alt fra sin første begyndelse mere
av den faste materie, men en datter hadde hun kun
net bringe levende til lyset. Likevel hadde ogsaa
dette barn draget til sig mere fast materie end
morens legeme taalte at gi fra sig; hun var nu,
vilde Claus Wiephart si, likesom morken, og knokler
og hold gjennemtrukket med væsker, — som mørt
træ, der flyter i sjøen, til det blir mæt av vand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
