Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøns lykke - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
oppåa kvislet, reiste sig halvveis op og dat ned med
et dump og et iltert litet frydeskrik paa den livløse
krop under teppet. Smaaamøen hadde ikke paa sig
mere end en ildrød uldserk, hun var hvit og lyserød
i holdet, og haaret hendes hadde grodd slik, at nu
veltet det sig i linbleke, skinnende ringler om hendes
aasyn og nakken. De lyse øinene hendes var saa
blaa i hvitøiet, saa de syntes jevnblaa all over, og
derved blev det yndige, spæde pikeaasyn forunderlig
dyreagtig aarvaakent.
«Mor deres taaler ikke, at dere tynger slik oppåa
hende, Eirik.» Olav tok Cecilia og satte sig paa
sengestokken med møen sin i knæet. Han knuget
datteren heftig indtil sig en gang, og barnet strittet
imot — hun var ikke vant til at være hos faren.
Olav kjendte, hvor god og fast den lille skrotten
mellem hans hænder var, og det silkemyke haaret duftet
fugtig friskt —.
Da hun ikke fik komme til moren, vred hun sig
rundt i farens fang og vilde til broren. Eirik tok
imot hende, holdt søsteren under armene og skulde la
hende gaa. Cecilia satte frem sin runde mage, spriket
ret ut med armene og med ett ben, mens hun la
hodet bakover og lo op i brorens ansigt. Saa hev
hun sig fremover, sparket smaa rasende forte skridt
indunder sig — ilskrek gøi, gøi, gøi og lo; hun krøl
let alle tærne indunder fotsaalen som var aldeles rund
under — den hadde neppe traadt paa jorden endda,
Olav sopte med haanden bortover kvislet — halv
visne blomster laa strødd utover, slike som blomstrer
mellem vaar og sommer: muse-erter, stjernesmelle,
smørblom og store violer. Ingunn sanket dem san>
men i en dusk:
«Det er langt kommet ute nu, ser jeg —?»
Olav sat og saa paa børnene. De var særsynt
vakre, de to som levet efter hende. Eirik var en stor
gut nu, lang og slank, med knivbeltet om sine smekre
hofter. Olav kunde se han var vakker: hans aasyn
is - s. u. il
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
