Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Veiskillet - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
var der altid til vesper og sommetider med manden
til aftensang.
Olav visste ikke, hvem disse folkene var eller hvor
de bodde — tænkte aldrig paa at faa vite det heller.
Det var bare det at hans sind var blit som forvendt —
alle tanker som han hadde været vant til at tænke i
aarevis, alle hverdagshandeler og omsut og alt som
hørte til hans voksenmandsliv var blit sat under vand
av en kilde som var sprunget op i ham. Han raadet
ikke med dette selv — i alle disse aarene, naar han
hadde tænkt paa sine ungdomsminder, hadde han ikke
husket paa dem paa denne maaten. Nu var det ikke
noget forbigangent — han vandret midt oppe i dem;
det var som om alt først skulde til at ske nu. Eller det
var som naar en ligger midt imellem søvn og vaaken,
vet selv, at drømmene er drømme, men vil holde dem
fast, kjæmpe imot for ikke at bli helt vaaken. Og
hver dag gik han bort for at se paa den blinde mands
hustru, for ved synet av hende vældet disse
drømmeagtig klare minderne meget friere og rikeligere —
billedet av den unge, rike frue gik i ett med den unge
Ingunns spæde, søte skygge.
Og hun var ikke harm for han saa paa hende
længer — hun undte ham det, hadde han merket. En
kveld kom han ind i kirken, gik fort og skulde knæbøie,
idet han kom forbi sakramentshuset. Dugskoen paa
sverdet, som han bar under kjortelen, støtte haardt mot
gulvet, saa hjaltet for op og dunket ham under haken.
Han hadde vel set latterlig ut — og da han saa bort
paa hende, saa han, at hun sprutet av undertrykt
latter. Olav blev ildrød i hodet av harme. Men om
en stund, da han saa dit bort igjen, møtte han hendes
blik, og saa smilte hun til ham — og saa maatte
han smile, han med, endda han var baade brydd
og vred. Siden holdt han øie med hende; hun læste
flittig i sin bok, men hele tiden lekte smaa dulgte
smil som lysning efter lysning over hendes yndige
aasyn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
