Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Veiskillet - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
Det blaaste litt, sukket i trækronerne, og løvet suste.
Han laa kulskende og fristet skjelne tingene om sig i
mørket. Et litet dyr puslet i det tørre løv. Drømmen
blev ved at plage ham. Og han skjønte ikke, hvad
den skulde tyde — nogen kvinde hadde han aldrig
gjort uret imot, det han visste, uten Torhild, men
denne var en smaamø. Han husket grant det døde
barns aasyn nedi løvet: haken var kort og bred,
munden fyldig, haaret mørkt og naadde ikke længer end
nedpaa skuldrene. Han kunde ikke mindes han hadde
kjendt nogen som lignet hende.
Cecilia kunde det ikke være, det lyshaarede barnet
hans. Varmt og befriende gik det gjennem ham, at
det kunde ikke være nogen fare som truet hende.
Men tankerne hans vilde ikke slippe drømmen.
Enten var det et kogleri av vondemagterne, eller det
var et varsel som han ikke kunde tyde — endda. Og
han tænkte paa dette eventyret i hagen ikveld — var
det virkelig eller en hildring? Saa lik hadde hun været
Ingunn, saa det kunde ikke være rigtig — og han hadde
kjendt, at Ingunn selv hadde været der, ganske nær
ham, jamrende i et baal av sorg og avmagt —. Og
medett saa han det — hvis hun ikke hadde faat ham til
at høre, hvis hun skulde været vidne til det, der hun var,
i sine lænker av mulm og død og magtesløshet — at han
gav sig huldren eller hvad hun monne være i vold —.
Det var som noget brast sund indi ham, og sorg
og ømhet randt blodvarm utover og fyldte hans væsen,
tinet og myknet hver trevl i ham — saa nær hadde
han været ved at knuse hende — efter han hadde
strævet, i alle de aar hun levet, for at bære hende
oppe saa godt som han kunde.
— Da husket han medett at han hadde ropt Hjelp
Maria — undret sig selv: det var aar og dag siden
han hadde bedt hende om noget. Han syntes han
fik da holde sig for god til at be om hjelp der, naar
han med vilje trodset hendes søn. Han hadde sagt
sine Ave som han hadde været vant til fra barnsben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
