Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Veiskillet - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
barn, naar han saa mark. Og i den vilde gru som
kom over ham nu da han saa, hvad han hadde skjult
for sig selv under sine aapenlyse synder, vaagnet
fristelsen — bare kaste mere løv over det myrdede barn,
gjemme det helt ned og flygte —.
Og som sagt utenfor sig hørte han: Barnslig,
blaut, ubetænksom — det skudsmaal vilde han neppe
faa av folket hjemme i bygden. Vek, han —
minderne, som danserusen hadde vakt, kom igjen — nu
syntes de ham lik hjelpetropper. Han kunde ikke
dømme hele sin voksenmands færd efter de hodestups
daarskaper han hadde gjort da han fandt sig selv, en
frændeløs unggut, med en sak om hænder, som en
fuldvoksen mand kunde trængt stor snarraadighet for
at føre frem til en ærefuld ende. Ikke heller efter de
aarene han sat i Hestviken, bundet til en hustru som
hverken orket leve eller dø. Han hadde været
anderledes altid, de tiderne i sit liv da han kunde handle
med ubundne hænder. Han trængte vel ikke kalde
sig selv hvitlevret og bløthjertet, fordi om han mislikte
morbror Barnims taapelige og nytteløse grumhet. Han
var vel ikke vek, fordi om det hadde budt ham imot
at dræpe Teit — det var, som hin selv hadde sagt,
altfor likt til at jage fluer med falk. Hadde ikke han
været like modig, like lystig i vaabenleken som den
djerveste mellem jarlens mænd — sine fællers fuldtro
fælle, vennesæl mellem krigsmændene, ven med de
fleste, ikke for god ven med nogen, tro til at verge
sin nabo, varsom med hvem han trodde —. Gud, du
kunde lagt lagnaden for mig slik at jeg fik leve
en mands liv, øve mands daad som fædrene mine,
undt mig mætten av hæderlig hærfærd — du satte
mig der, hvor jeg maatte kjæmpe mot sott og ulykker
som var blaa som Hel, til jeg syntes selv jeg sank i
mulden til knæs. Er jeg en feig mand, fordi om jeg
vet selv at jeg var ræd ofte, endda ingen mand saa
mig skjælve —.
Løp jeg blindt efter min egen lyst, da jeg gav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
