Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
io8
jern om haand og fot, vandre som en bodfærdig
pilegrim fra helligdom til helligdom, tiggende sin føde —.
Men hver gang han tænkte paa Eirik dirret
spændingen gjennem ham. Nu husket han bare sønnen
som han knælte under korbuen i klosterkirken, rank
og skinnende i sin brudgomsdragt. Eirik hadde git
sig til Gud, urædd og uten smaalighet. Og da han
traadte frem i barfotmunkens kutte for at hilse verden
farvel — for faren, som nu tilslut turde la kjærligheten
til sønnen folde sig ut uhemmet, hildret alt lysglansen
om Eiriks smale, blanke hodeskaal.
Til ham skulde han nu si: «Jeg er ikke din rette
far — din fars drapsmand er jeg.»
Tok Eirik ham op efter dette — da var alt vel.
Hvad Cecilia vilde mene om det tænkte han ikke
meget paa.
Bryllupet paa Gunnarsby gik vakkert; baade
Ryp-ungerne og Olav fik ære av det. Cecilia Olavsdatter
var saa væn en brud, saa det lyste av hende, da hun
bar guldkronen over sit utslaatte, flurrede linhaar.
Det slog Olav, da han næste morgen saa den unge
hustru klædt med linskautet — haaret hadde været det
vakreste ved Cecilia, og nu da hun hadde faat det
gjemt væk, synte hun meget mindre, saa blek og
lys-øiet som hun var, og liten av vekst. Men hun var
paa et fremmed sted, i uvante kaar — sagtens frisknet
hun til, naar hun blev vant til at være gift og være
paa Gunnarsby. Jørund syntes storglad over bruden.
Den sjette dag i bryllupet — Olav vilde fare hjem
dagen efter — skulde Kolbeinssønnerne vise ham og
nogen av hans nærmeste de dyrgriper som deres mor
eiet og som de engang skulde dele mellem sig. Det
var svære skatter hun eiet, Gunhild Rypa, og mange
skjønne saker.
Kolbeinssønnerne og de unge husfruer, Aakes og
Steinars koner, blev svært opspilte efter hvert. Og
igjen kom det over Olav at han likte ikke disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
