Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - XI - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
Eirik rødmet igjen, nuppet og tuppet i den
latterlige stastrøien som var for kort og for trang til ham
paa alle leder og ender:
«De gav mig den i klosteret,» sa han bedende.
«De hadde faat den til gave, og saa tok de ved alle
sammen at gi den til mig — saa jeg skulde slippe
at gjøre gjæld i kaupangen for at faa klær til at fare
hjem i.»
«Saa.»
Nu kom Ragna med maten, og huslyden fulgte ind
efter for at spise. Olav snakket med folkene sine,
men sa ikke mere til Eirik, saa neppe paa ham.
Efter maaltidet lot Olav bære ind øl og mjød —
bød husfolket drikke paa Kolbein Jørundssøns velfærd.
Eirik tok imot skaalen, drak til sin søstersøns ære, og
sendte den videre. Men næste gang hornet kom til
ham, lot han det gaa sig forbi, og litt efter listet han
stilt ut av døren.
Han skulde vel læse sine tider, sa Ragna rørt —
han bad dagtiderne og gik med et stort
paternoster-baand om halsen under trøien.
Olav blev bare endda mere oprørt av ringeagt og
harme, da han hørte det.
XII.
Olavs forbitrelse hadde likesom sat sig til ved det
første syn av den hjemkomne. Han hadde vænnet
sig til at tænke paa Eirik som den unge var en halv
helgen alt — og helt uventet kommer sønnen drivende
mot ham over akeren hjemme, latterlig opstaset, med
en stinkende svart bukk til følgesvein.
Og saa meldte sig tanken om alle de
vanskeligheter som Eiriks vægelsind kom til at volde. Et
opgjør med disse barfotbrødrene maatte han ogsaa ha.
Efter sin regel kunde de vel ikke ta imot nogen
medgift av de mænd som søkte optagelse i brødrelaget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
