Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
Men slike herdsler var saant som kom, og en tok
det som det kom. Og efterpaa — hvis ikke det gik
paa livet løs — fulgte den søte vellyst som det var at
komme i hus, faa tinet op den frosne skrotten, faa
æte sig mæt og drikke sig utørst, krype ind mellem
skindfelder ett eller andet sted, to-tre mand i en seng,
saa de hjalp til at varme hverandre, og faa sove
som en kampesten. Og altid var friskheten der:
en visste ikke hvordan det skulde gaa, og en visste
aldrig hvad næste dagen kunde bringe —.
Men her gjaldt det et valg for hele livet fremover
— efter hver sommers varme og fryd i sjælen gik det
mot vinteren, det var at fryse sig gjennem den,
vaake, bede, faste fra korsmesse om høst til
paaskedag, bundfrossen saa ikke hviletimerne paa den haarde
seng og ikke den lille stunden ved varmen i
refektoriet monnet mere end et pust. Bare ikke tænke paa
det, ta døgnene som de kom, for det blev ikke
anderledes, før Gud sendte varmen i luften igjen.
Og det gik op for Eirik hvad som virkelig var
offeret og haardheten i munkelivet — at en mand
skulde ville det selv og ville det en gang for altid,
si fra sig leken med lagnaden og vælge et liv hvor
det uventede var stængt ute og alt var villet. Selv
viljens underkastelse var en viljeshandling. Men da
tyktes det ham at han maatte gi sig over — det
kunde ikke han !
Tilslut maate han si fader Einar, hvordan det var
med ham. Munken svarte, lagnaden fulgte nok en
mand ind i klosteret med, eller rettere, mangt og
meget uventet kunde Gud sende ham, sykdom eller
reiser til døme. Eirik maatte be om styrke til at
vinde over denne fristelse.
Og Eirik bad. Men han visste selv at fra dypere
i ham end der han fandt ordene til sin bøn, tagg
en stemme: «Ikke gi mig denne naade som jeg ber
om nu! Send mig hjem —!»
Sommetider tænkte han, det var kanske netop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
