Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277
Wiepharts brygge med sjøboden — der pleiet han gaa
iland — Miklegaardsbryggen, Klemenskirkens,
Jons-bryggen — frem til biskopsgaardens brygger. Og han
mælte imot, koldt og bisk, da en ung fant kom frem
til bryggekanten og ropte ned i en uhøvisk tone, at
der fik han ikke lægge til med baaten sin. Olav
svarte, han agtet at binde baaten sin her, og han
hadde erinde i biskopsborgen — med det samme kom
han ihug, at han var hverken klædd eller flidd til
by-færd, og han harmet sig over det, mens han gik
opover biskopsalmenningen.
En halvtimes tid senere stod han ute paa den
smale plads mellem biskopsgaarden og Halvardskirkens
kirkegaardsmur.
Biskopen laa for døden. Ingen hadde tid til at
høre paa ham eller svare ham noget videre — folk
hastet hit og dit i gaarden: herr Helges sykdom var
kommet saa braatt paa, og nu like indunder
paaskefesten —. Det var sandt, imorgen var palmesøndag,
det hadde han glemt —.
Han hadde ikke tænkt paa at det kunde ske —
at naar han omsider var blit rede til at kaste sine
vaaben og gi sig over, saa stod ingen rede til at ta
imot. Og nu kjendte han, at den dødliknende ro
hadde bare været den ytterste spænding, for nu var
han kold og skjælv — og fortvilet, fordi han skulde
bli tvunget til at ta spranget endda engang; nu
syntes denne utsættelse ham ulitelig.
Olav stod og visste ikke hvor han skulde gjøre
av sig. Dimmen hadde tætnet til fint støvregn. De
svære stenbygninger omkring pladsen —
biskopsgaardens murvæg og kirkegaardsgaren og domkirkens
mægtige masser med de tunge taarn og vaattglinsende
blytak — ruvet endda større i regnet som mørknet
dem. Men de sprettende popler som raket ut over
kirkegaardsmuren syntes at krølle op sine blader som
duften strømmet ifra, og græsset æste groende mellem
pladsens toppede brosten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
