Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23 Indledning.
vilde Lidenskaber har gjort ham blind for, hvad
der er sandt og ret. Og da han har gjort Valget,
faar han straks Lønnen for at have valgt sin Pligt.
•»Al min Frygt er endt«, udbryder han, »mit Hjerte
er ej længer tungt og bange. Jeg vil ej røve
Valborg, nej, jeg vil fortjene hende«. Og saa
gaar Axel i Kampen, ofrer sit Liv for sin Konge
og — mister Valborg. Ja, gør han det? Han havde
svoret hin Morgen i Trondhjems Kirke:
Valborg skal vorde Axel Thordsøns Brud
paa Jorden eller hist i Himlen!
Nu da han, mens Natteskumringen sænker sig
ned over ham, ligger ene, dødelig saaret paa det
samme Sted, "hvor han havde aflagt hint
ungdommelig kække Løfte, da lyder der fra hans Læber,
dæmpet men tillidsfuldt, trøstefulde Ord:
Jeg skal min elskte Valborg atter finde.
I Evigheden er hun Axels Brud.
Saaledes elskede Axel. Den Kærlighed, vi her
møder, er ganske vist en stærk Kærlighed; thi
den gaar uskadt gennem Grav og Død. Men den
er ingen himmelstormende Lidenskab. Vi ser den
udfolde sig under Kirkens højtidsfulde Hvælvinger,
i det milde dæmpede Lys, der glider ind gennem
de farvede Ruder. Det er, som Kirkestemningen
har lutret Elskovsfølelsen til Kærlighed. Den er hos
Axel — og endnu mere hos Valborg — »et
Morgenrødt, der aldrig hidser sig til Middagsglød«.
Den første Gang vi ser Valborgs Skikkelse,
er i det Billede, Axel maler af hende, saaledes som
hun ligger knælende ved sin Moders Grav i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
