Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anden Akt.
67
Forskelligheden af den barske Sigurds
umilde Stolthed og dit Venskabsraad,
min Skriftefader! Ja, saa skal det være.
At gribe Lykken stræber Mennesket,
og bruger hvert et Middel, som Naturen
har stemplet med sin Lovlighed. Hans Elskov
er imod Kirken, imod Sæderne;
min er uskyldig, derfor vil og Himlen
beskytte den. Gaa, hent mig Kirkebogen,
bring mig den ufortøvet, Broder Knud! Knud gaar.
Deri har Sigurd Ret: det sømmer sig
Normannakonning ej at sukke, ej
at tæres hen af Længsler. Hun skal vorde
min Dronning, tvungen eller villig. Ha!
En Mø er som et Barn: det græder efter
hvad Visdom nægter det, men glemmer snart
sin Kummer, takker snart den kloge Leder,
som tvang det til sin virkelige Lykke. —
Er Hakon ej en fagervoksen Mand?
Ung, rask og fyrig? Er han Konning ej?
Ej Konning over Trønderne ? et Folk
saa stolt, at fast man skulde tro,’’det lod sig
beherske kun af Gud i Himlen! Valborg
skal vorde min! Men ser jeg ret? Ha, Axel!
Tving dig, min Vrede! svulm ej nu, mit Hjerte!
Axel kommer. Hil og lyksalig Hakon Herdebred!
Hakon. Velkommen, Axel! Man har meldet mig
din Ankomst alt.
Axel. Man sagde mig, at her
jeg vilde træffe dig; og da —
Hakon. Velkommen!
Velkommen, Frænde! Hvad kan vi tilskrive
den Lykke, her at se dig atter, Axel?
Vi troede alle, du varst vorden slig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
