Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anden Akt.
69
Kong Sigurds, ærlige, trofaste Mand;
han stod med ham, han faldt med ham. Da Ejsten
fra Skotland kom og tog sig af din Ungdom,
og arved Trøndelagen efter Sigurd,
jeg tjente ham saa længe, til han faldt
i Inges Hænder og paa skændig Vis
blev hugget med en Økse Kors paa Ryggen,
imens hans blege Læber bed i Græsset.
Nu var kun Inge Konge. Skulde jeg
nu bleven? svoret Inge Troskab? Troskab
din Faders Banemand? Da flygted jeg,
med Rædsel uden og med Kummer inden.
Nu har sig Skæbnen mildnet. Ejstens Hær
har kaaret dig, og du har fældet Inge.
Nu est du Drot med Rette for vort Folk,
og jeg er her igen, og byder dig
som Trønder, Kæmper og din nære Frænde
min højre Arm mod dine stolte Fjender.
Hakon. I lang Tid, Axel! har du været Ven
af Danmarks Valdemar, min Avindsmand.
Axel. Det var han ej den Tid, jeg kendte ham.
Han var en tapper, en elskværdig Helt;
det er han end. Jeg laante ham min Arm,
mens han, trods List og Svig, med Heltemod
grundfæsted sig udi sit eget Rige.
Hakon. Sit Rige? Du vil sige Barbarossas.
Har han ej taget Danemark til Len
af Tysklands Kejser?
Axel. Et Spilfægteri
var dette Len, det gjaldt jo kun for Venden.
Med Rænker fik ham Fredrik lokket til
St. Jean de Laune; han maatte Haand ham række.
Al Verden lo af Kejser Fredrik Rødskægs
forfængelige Smaahed. Valdemar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
