Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
Axel og Valborg.
ved Midjenat, som Genfærd, for at skrække
Forbryderen, til Hjælp og Bistand for
den undertrykte Dyd?
Erland. Saa tror enhver.
Vilhelm.
Har du som Ærkebiskop ej hans Guldhjelm,
hans lange Jernspyd og hans Sølvmorskaabe
i din Forvaring?
Erland. Jo.
Vilhelm. Axel er reddet.
Erland. Min Søn! du viist —
Vilhelm. Betænker du dig paa,
om det ærværdige Folkesagn engang
skal virke til det godes Fordel, som
det ofte misbrugt virkede til Syndens?
Erland.
Nej! Det er ingen Synd. Gud vil tilgive
det rene, det uskyldige Bedrag,
som Nødsfald kræver her til Dydens Frelse.
Vilhelm.
Bedrag? Og hvo har sagt, det er Bedrag?
Sankt Olaf kommer selv, ærværdige Fader!
selv kommer han, han hyller sig i mig;
jeg er hans Genfærd. Er et Genfærd ej
en jordisk Larve f’or en evig Aand?
Erland. Ej anderledes staar det til at indse.
Vilhelm højtidelig.
Velan, jeg er Sankt Olafs blege Larve;
selv har han blæst mig Tanken i min Sjæl,
jeg kommer som hans virkelige Genfærd.
Erland. Min Søn! dit dunkle Øje gløder stærkt.
Vilhelm. Min Tanke dvæler helst i Evigheden.
Erland.
Vel! jeg er rede. Følg mig, lad os ile!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>