Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fjei’de Akt,
101
vanhellige Kirkens Træ med Elskovskranse,
nu visner Kransen hist i Støvet der.
Bjørn. Ja, ja! hvad due Blomster andet til,
end til at visne? Lad den ligge der;
med Kongens Kors har det en anden Art:
jo højere det staar, des bedre staar det
med Landets Kæmper, desto mere stiger
i Kraft og Ære Riget. Derfor huer
mig og det øverste af disse Kors
for alle. De to andre højne sig
vel ogsaa noget; men de naa dog ej
den høje Harald.
Knud. Tal ej saa, min Gubbe!
Den ædle Olaf Kyrre staar maaske
selv over Harald Haarderaade. Aldrig
har Freden blomstret saa, som under ham;
han var en Støttestav for Gejstligheden.
Bjørn. Det var Ulykken just —forstaa mig ret
jeg mener Freden; Gejstligheden. Herre!
den er al Ære værd, det véd jeg nok.
Men Olaf Kyrre, Magnus Barfod lagde
de første Spirer til Fordærvelsen
ved at forandre Landets gamle Sæder;
og derfor, mener jeg, de naaer ej til
den drabelige Harald Haarderaade.
Knud. Olaf har gavnet Landet med sin Daad.
Bjørn. Før Olaf Kyrres Tid drak man af Horn,
da brændte Ilden midt i Gæstestuen,
da sad blandt sine Mænd Normannakonning
midt paa Langbænken, Øllet bragtes ham
om Ilden. Det var Olaf ej tilpas.
Han skulde have sig Højsæde gjort
paa Gaffelbænken. Ilden fik ej Lov
at brænde varm og lystig midt i Stuen;
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
