Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Axel og Valborg.
Bjørn fortrædelig. Skal jeg fortælle,
saa maa du tie. Hvad er det for Væsen?
Man kan ej høre sine egne Ord
for lutter Klokkeslag og Hanegal
og tosset Snak. Det er en hæslig Vane,
at unge Svende blande næsvis sig
i Talen; i min Ungdom tav han stille,
naar gammel Kæmpe talte. — Men hvor var det,
vi slåp ?
Endrid. Ved Hanegalet.
Bjørn. Rigtig.
Til Kolbejn. Falder
du tiere mig i Talen, kanst du bede
en tandløs Kærring dig fortælle Resten. —
Altsaa: en Midnat her, just Klokken tolv,
som Hanen havde galet, kom Sankt Olaf
fra Koret hist, igennem Kirken i
sin gyldne Rustning, med sin lukte Hjelm
omkranset af Karfunkelkronen, med
sit lange Spyd og med sin Sølvmorskaabe,
som slæbte efter ham i Kirkegangen.
En Skikkelse lader sig se i Kirkens Baggrund, just
saaledes som Bjørn fortæller. Kolbejn, som først bliver den
vår, blegner, og stirrer derhen med stive Blik.
Hvad gaar der atter af dig, yske Svend?
Kolbejn tier.
Nu, kanst du ikke lukke Munden op?
Kolbejn. Fortæl kun du! Jeg skal ej falde dig
i Talen. Det vil jeg kun ellers melde
i Forbigaaende: der staar en Mand
i Gangen hist livagtig, som du siger.
Kæmperne. Krist fri os!
Munken flygter; en Del vil følge ham.
Bjørn. Bliver, er I norske Mænd!
Blier, er I ærlige, trofaste Kæmper!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
