Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Axel og Valborg.
Erland. Arme Synder, bråt
henrevet, uden Bod og Sakramente!
Axel. Hvad holder han i sine Hænder? Himmel!
Min Valborgs Krans. Tæt har han krystet den
til Hjertet i sin Dødskamp.
Valborg. 0, den arme!
Han har fortrudt sin Synd. Gud naade ham!
Axel. Det vil han for din Bøns Skyld, søde
Pige!
0, Glæde! ser mit Øje dig igen?
Valborg. To Engle har udrevet os fra Døden.
Vilhelm. To Mennesker. Og nu, mit kælne Par!
nu gælder Hurtighed. Naar alt er endt,
naar trygt den høje Schwarzburg med sin Ringmur
og sine runde Taarn beskytter os,
naar Fader Erland har i Borgkapellet,
hvor Leonora tvunget blev til Rudolf,
lagt eders Hænder i hinanden — da
er nok af Tid til Kærtegn; da skal I
forvandle Schwarzburg til et Weissenfels;
da skal den gamle Erland se sig ung
i eder, og den barske Vilhelm blid;
da skal vi ogsaa synge Sjælemesser
for denne arme Synders Salighed.
Men nu, gør alting kort, og følger Vilhelm!
Valborg. Gud, hvor mit Hierte banker!
Axel. Lad os knæle
paa Haralds Grav, og tage Afsked med
vort Fædreland!
Idet de elskende knæle, hører man tre hult hylende Toner
af et Horn langt borte.
Ha, hvad var det?
Vilhelm. Man kommer ind i Kirken.
Frygt ej, min ædle Jomfru! det er Gotfred,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
