Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fjerde Akt.
113
Vilhelm. Trøst du den væne Mø;
jeg fylde vil din Plads i Kampen, Fader!
Jeg kender ej Forholdet her saa nøje,
som du og Axel. Hvis I begge mene,
at ærlig Troskab kalder ham til Kamp —
vel, Sværdet er alt draget, og jeg følger.
Axel. Græd ikke, Valborg! Al min Frygt er endt.
Mit Hjerte slaar ej længer tungt og bange.
Jeg vil ej røve Valborg, nej, jeg vil
fortjene hende. Ha, vor Stammefader!
nu først forstaar jeg dig. Du lægger Haand
paa Sværd; din Mine siger: »Red min Ære,
forlad ej Fædrelandet!« — Vel, min elskte!
vi vil forsone Skæbnen; Hakon selv
vil vi forsone. Ynglingen skal lære
at sætte Pris paa ærlig Helt i Kamp.
Selv skal han efter overstanden Fare
forene vore Hænder, elskte Valborg!
her over Graven af den hævnede.
Hornet lyder.
Jeg kommer, Hildur! dine Kæmper komme,
at skænke Karpen Blod i Trondhjems Fjord.
Se, min Veninde! tvende røde Hjerter
staa brændende forent i Axels Skjold,
halv i den blaa, halv i den hvide Grund;
det tyder: »Elskov, Uskyld, Himlen«, Valborg!
Vor Elskov er uskyldig, Himlen vil
belønne den.
Valborg. Ja med sin Salighed.
Axel. I Skyndingen har jeg forglemt at spænde
Sværdbæltet om min Lænd! jeg greb kun Sværdet.
Valborg tager et himmelblaat Skærf af sin Skulder.
Kom, elskte Kæmpe! lad mig skænke dig
dit Akselskærf.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
