Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Femte Akt.
121
Hakon til Kæmperne, idet han peger paa Axel.
I norske Mænd! han blegned for sin Konge.
Bjarkebejnerne støde utaalmodigen deres Træspyd
mod Jorden.
Vi, vi vil ogsaa blegne for vor Konge.
Før os i Døden, før os imod Fjenden!
Hakon omfavner Axel.
Farvel, vi ses igen, før Solen synker.
Han følger Kæmperne.
Vilhelm nærmer sig Axel.
Min Broder! er din Vunde dødelig?
Axel. Ja. Løs af Skuldren mig mit Akselskærf,
drag Skeden ud, giv mig det bløde Klæde,
at jeg en liden Stund kan stille Blodet
og friste Livet. Tak! Nu led mig hen
til Pillen, hvor jeg skar min Valborgs Navn. —
Her sidder jeg saa godt. Saa! lad mig læne
min Ryg mod Støtten, at jeg falder ej,
naar jeg afsjæles.
Vilhelm. Lider du af Smerte?
Axel. Nej, jeg er let og rolig i mit Hjerte.
Vilhelm. Viist du ej se din Valborg, før du dør,
endnu en Gang i dette Liv?
Axel. Ak, Vilhelm!
Vilhelm. Jeg iler op at hente hende fluks.
Axel. Et Øjeblik! Det kunde hændes, Vilhelm!
at Axel var ej mer, naar Valborg kommer;
sig da min Sjæls udvalgte: Axel døde
med hendes Navn paa Læberne.
Vilhelm. Det skal jeg.
Axel. Sig hende: Hakon er en ærlig Helt;
at Axel ej blev skuffet i sit Haab om
sin Konges Hjerte.
Vilhelm. Det skal efterkommes.
6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
