Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Femte Åkt.
123
Snart skal et Morgenrødt ham nu tilsmile,
der aldrig hidser sig til Middagsglød;
et Aftenrødt, som aldrig gaar til Hvile. —
Men, mine Haab! I kom ej for at svinde;
Gud skænkte mig en trofast Elskerinde,
en Ven, en Konge, som mit Hjerte lød,
som er ved Axel Tronen værdig blevet,
som han har reddet med sin egen Død.
Vel, Axel! du kan dø, thi du har levet.
Og du, min Sjæls udvalgte! hisset binder
Himlen en Krans af evigblaa Kærminder;
den træffes ej af Lidenskabens Sværd.
Der skal forklaret dig din Axel møde,
din Skønhed og dit Hjerte mere værd,
hvor hellig Kærlighed er ingen Brøde.
Farvel, min Valborg! — Han dør.
Vilhelm kommer med Valborg.
Vilhelm. Axel lever end!
Han lever! Hørte du, han nævnte Valborg?
Valborg. Jeg tog hans Livs Farvel.
Hun betragter ham.
Han er ej mer —
Min Axel! lever du? Ifald du lever,
slaa Øjet op og lad for sidste Gang
din ædle Sjæl lyse Velsignelsen
paa Valborg gennem dine brustne Blik! —
Han er ej mere. Han er død. Han døde
med Valborgs Navn paa Læberne. Vel, du
har udstridt, gode Svend! — Han faldt jo for
sin Konge?
Vilhelm. Som en Helt.
Valborg. 0, skønne Død!
fi*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
