Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
Axel og Valborg.
Vilhelm. Ser jeg ret, da er det
en Ring.
Valborg. En Ring?
Vilhelm tager den op. Ja, det er Axels Ring;
jeg kender den.
Valborg. Den trilled ej i Graven?
Vor Stammefader! nu forstaar jeg dig.
Og jeg forstod dig straks. — Giv mig min Ring!
Hun sætter den paa sin Finger.
Nu er jeg din trolovede, min Axel!
Nu er jeg Axels Brud, nu kan vi slumre
i samme Grav tilsammen.
Vilhelm. Arme Pige!
Valborg. Hvad arme Pige? Lykkelige Pige!
Ej sandt, min ædle Ven! — jeg kalder dig
min Ven; thi du varst Axel Thordsøns Ven —
ej sandt, min Ven! du kanst den gamle Vise
om Ridder Aage og om Jomfru Else?
Vilhelm.
Erland har lært min Moder den; min Moder
genlærte mig den i min spæde Barndom.
Valborg. Du mindes den dog end?
Vilhelm. Fuldkommen vel.
Valborg. 0, skønt! Min Axel har fortalt mig, at
du har en herlig Stemme, ikke kælen,
som den, der kildrer Mennesket i Livet,
men dyb, højtidelig og stærk, som Røsten
fra Gravene. Vel, ædle Vilhelm! vil
du vise mig den Godhed for min Axels
og eders Venskabs Skyld, at synge Visen
for Valborg, medens hun til Gengæld sætter
sin Ring paa Axels blege Haand?
Vilhelm. Jeg vil
ej vægre mig, hvis det dig trøste kan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
