Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adam Oehlenschläger.
49
Stemningen paa Bakkehuset havde vist ingensinde været saa
revolutionær som nu. Den ny Presseforordning af 27. Septbr. 1799
med dens Indskrænkning af Trykkefriheden var i aaben Strid
med, hvad Rahbek ansaa for det rette. Og hans Ven Heiberg
faldt jo som det første Offer for dens haarde Bestemmelser og
tilbagevirkende Kraft. Nej, den, der nu begyndte at søge fra
Slottet over til Bakkehuset, var kun lidet kongelig. Et net,
sort-haaret ungt Menneske, en Søn af Slotsforvalteren, men iøvrigt
med de ret beskedne Adkomster til Opmærksomhed, at han for
faa Aar siden havde været Elev i den af „Selskabet til
Efterslægtens Fremme" stiftede Skole, bagefter var mislykket som
Skuespiller og sluttelig af et Par medlidende Bekendte, to brave
unge Langelændere, med Nød og Næppe stablet op til at blive
Student.
Hvad han søgte paa Bakkehuset, var heller ikke den for
„Borgervel" interesserede Rahbek, der havde været Medstifter
af „Selskabet til Efterslægtens Fremme", end ikke den
interessante Fru Rahbek, men ærlig talt blot dennes smukke Søster,
Christiane Heger. I hende var han indtagen, og han haabede
her at kunne træffe hende. Hun syntes ogsaa om Bakkehus.
De to unge mødtes da oftere her (Fig. 17). Det var en ny Form
for Glæde og Lys i Kammas endnu lavloftede Hjem at frede
om deres Lykke, der ikke havde nær saa haard en Stenbund
at vokse frem af, som hendes lille Have dernede. De to unge
blev enige, Kamma med dem, Rahbek naturligvis med, da han
fik det at vide. Tilbage stod endnu kun, at det unge Menneske,
der ofte havde fulgt Christiane om Aftenen fra Bakkehuset til
hendes Hjem i Bryggergaarden paa Nørregade, nu en Dag
skulde gaa alene derind, banke paa Assessorens Dør og anholde
om hans Datters Haand.
Dette Besøg faldt sikkert begge Parter lige svært. Det unge
Menneske havde ikke meget at anføre, hvorpaa han kunde
tænke at gifte sig. Thi at han var Student og agtede at blive —
Advokat, var jo noget vel i det Blaa. Den eneste Indtægt, han
havde haft i sit Liv, var bortfalden, da han var ophørt med at
være Skuespiller. Dette rent negative Udfald kunde kun glæde
Assessoren, hvem Skuespillerstanden var højligt imod. Men det
var dog en haard Prøvelse for en Mand med dette Syn paa
Skuespilkunsten at maatte i Løbet af en tre-fire Aar først se
en lovende Søn blive Skuespiller, blot fordi han var bleven
forelsket i en Skuespillerinde, saa give sin mest elskede Datter
til en, der, som Rahbek, var bidt af en gal Skuespiller, og nu
til Slut give sin sidste Datter til en, der ikke var andet end en
mislykket Skuespiller. Assessoren bed i det sure Æble og gav
Bakkehus og Solbjerg 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
