Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Havens skønneste Blomst.
gang til uklar Taage i Synskresens Rand, stod den skovindfattet
saa dyb, klar og funklende, at man næsten slog Øjet ned for
dens gennemtrængende, talende Blik.
Og gemtes endelig mod Vinter al Havens Herlighed, naar
Novemberstormene havde rystet Bladene til Jord, saa tog
Undergangen her i Haven sig mildere ud end andetsteds. Barnet
sov blot. Søndermarken dækkede som et Vuggeforhæng mod
Storm og Slud fra Nord. Hvide, bløde, stille lagde sig Sneens
Dun over den slumrende, dækkede til med sit lune Tæppe. Og
trak man det nysgerrigt tilside, naar Dagene blev altfor korte,
saa smilede Juleroser blidt under Sneen, mens Klokkerne fra
den venlige Kirke ringede om Lysets Sejr, og tusindvis af smaa
undseeligt grønne, nydannede Knopper fra Træer og Buske
hviskede: Nu er vi her igen.
Allerede dette Syn af Haven kunde være nok til at lokke
Gæster ud til Bakkehuset, Sommer som Vinter. Men her var mere
end Haven. Ægteparret selv var det, den indfattede. Rahbek
var det milde, glade Velkommen, alles Ven, der som en muntert
rislende Kilde fordringsløst klukkede Underholdning og
Anekdoter. Hans Viden, Kundskabsfylde og utallige Interesser gjorde
ham derhos til en paalidelig Underbund for, hvad Emne der
ønskedes drøftet. Han var ligesom Jordbunden, Grunden
derude. Men hans Hustru var Havens og Hjemmets ypperste
Blomst, der voksede deri.
Allerede hendes Klædedragt og Ydre mindede om en Blomst.
Smagfuldt klædt, altid — som hendes Søsterdatter Marie
Oehlenschläger, gift med Konow, beretter — „iført fine, bløde
Uldkjoler med yndige, douce Farver, som hun hentede sig i Hamborg.
Hun gik altid med Zephyrgarns Strømper under Silkestrømper
og Saffians Sko". Hendes Skikkelse var mellemhøj, fin, slank,
let, yndefuld. Et mørkt, fyldigt Haar, der krøllede let, omfattede
et smalt Ansigt med en kækt krummet Næse og et Par
mørke-blaa Øjne, der antog et vemodigt Udtryk i Hvile, kunde straale
af Munterhed og Skælmeri, naar hun spøgte, og gnistrede af
Ildfuldhed, naar hun talte sig varm.
Hun var en Blomst og vedblev at være det, gik ikke i Frø.
Uden Børn, der lagde Beslag paa hendes Kræfter, Tanker og
Omhu, forblev hun ung, jævnaldrende med, deltagende og fuld
af Interesse for den, hun talte med. Hendes Munterhed og
Vid, hendes klare Forstand og mangehaande Kundskaber, men
først og fremmest hendes ærlige Sanddruhed og trofaste, varme
Hjerte, der gjorde hende det til kær Pligt og Trang at forstaa
og være god imod enhver, gav hende en ganske egen
Tiltrækning. Paa engang Rahbeks trofaste, omsorgsfulde Hustru og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
