Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
Er Moderforholdet det højeste?
forstod hinanden i Skæmt og Alvor. Hun var hans
Jævnaldrende og Moder, han var hendes kære eneste Barn, om hvis
Fremtid hendes Haab og Forventninger kresede. I henved to Aar
varede denne hendes Lykke. Saa en Aften var han ikke til at
finde, gaaet sin Vej, for ikke mere at vende tilbage.
Dette ramte hende som et Dolkestød i Hjertet. Alt, hvad
hun tidligere havde bygget paa, syntes omstyrtet. Det var den
største Sorg, hun havde oplevet. Hun havde mistet sit eneste
Barn, ikke for Dødens Haand, men fordi det paa egen Haand,
af fri Vilje, havde forladt hende. Hun fortvivlede dog ikke,
blev ikke fyldt af Bitterhed eller Nag, eller hengav sig til
Klager over Utaknemlighed. I Kraft af sin klare Forstand og
sin frejdige Selvkritik søgte hun at udrede Grunden til det
skete, om muligt finde den begaaede Fejl, afbøde den.
Fejlen var ikke Johan Ludvigs. Han havde kun givet efter
for den stærkeste Naturmagt, den, der knytter Barn og Moder
sammen. Thi den kødelige Moder ejer sit Barn med en Ret,
der gaar fremfor alles. Johan Ludvigs fine Følelse havde ikke
ladet ham i Tvivl om, at han kun hørte hjemme der, hvor hun
agtedes højst og var Hjemmets Midtpunkt. Hvad Bakkehuset
havde haft at byde, var kun en Kres af Venner, blandt hvilke
Kamma legede hans Moder. Svagt og tomt imod den naturlige
Moders Forhold til sit Barn.
Men var dette virkelig Naturens sidste afvisende Svar paa
de Følelser, Kamma nærede for Barnet? Gaves der intet højere
eller dog jævnbyrdigt med Naturens haarde Arvegangslov om
Moderfølelsen som den, der gaar forud for alle? Knopperne
hvert Foraar paa Grenene, de drager jo ogsaa som Børn
Næring af deres Moder, Grenens Saft. Men er det dog ikke
Luften, Lyset, Varmen og det kvægende Regnbad, der klækker
dem ud og giver dem Vækst og en ligesaa fornøden Næring?
Findes der ikke ogsaa i hver Menneskesjæl noget tilsvarende
fælles højere, der, naar det helt udfoldes, formaar at meddele
Liv, højere og rigere end det, der blot stammer fra
Vækststilken? Som Planten omsvømmes af Luft, Lys, Varme og
Væde, omsvømmes saaledes ikke ogsaa Mennesket af en højere
Kraft, der føder, nærer, drager Sjælen?
Hvad er det friskende, lysende, varmende og muntert
fornyende i en selv? Det er ikke ens oprindelige, men noget
højere, der maa opnaaes, vindes gennem Afkald paa andet,
fødes i en. Det er som en Velsignelse fra oven, der med ét
uventet gaaer i Opfyldelse. Som flere Aars tabte Bladehang,
der forvandles til dækkende, frugtbar Muld. Som den visnende
Blomsts svundne Skønhed, genopvaagnet i Frø og Frugt. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
