Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
Baggesens Digt til Kamma Rahbek.
hendes Haand for Øje kommen Afskrift af mit tydske
Afskedsdigt til Grevinde Adelaide Bombelles, født Brun". Digtet blev
trykt i hans Maanedsskrift „Danfana".
Et Par af Versene lød saaledes:
Drømmer jeg? er end ej visnet rent
Kransen, mine danske Sangveninder
Huldt mig bandt af smilende Kærminder?
Blomstrer her den tidlige mig sent?
Har, trods Storm og tordenlumre Dage,
Dybt i Skjaldens Floras Efteraar,
Friske Blade den endnu tilbage,
Sødt erindrende den svundne Vaar?
Er mig Nordens Himmel mer ej vred?
Hader Asers Æt mig længer ikke?
Smiler Freya selv i disse Blikke
Fra sin lyse Stol mig atter ned?
Tør jeg troe mit Øje, troe mit Hjerte,
Stirrende paa disse Staves Lyst?
Deler end min Vellyst og min Smerte
Nogen Hjemmets Asynines Bryst?
Det synes, som om han selv, med dette Digt som Talsmand,
har vovet sig personlig ud paa Bakkehus for at se, om „Asen
og Asyninen" var villige til Forsoning. Vennesæle og
godmodige som Rahbeks var, er det troligt nok, at de ikke skarpt
har afvist ham. En Beretning vil vide, at han det følgende Aar,
1817, af og til er kommen paa Bakkehus i Tillid til Rahbeks
og Hustrus Gæstfrihed, men med den Risiko dér at kunne møde
Mænd, som han i de samme Dage offentlig angreb og haanede.
Man kan billige denne Ægteparrets Optræden som smuk
Forsonlighed eller misbillige den som holdningsløs Svaghed. Den
var maaske selv en Udløber af det ovenomtalte Tidens varmere
og mildere Syn, der af sig selv indfandt sig med Freden. Men
En syntes aldeles ikke om deres Adfærd. Det var deres Svoger
Oehlenschläger.
Han var, efter at være vendt tilbage fra sin lange
Udenlandsrejse og løbet ind i Ægteskabets lille grundede Havn, ikke
ganske den samme som tidligere. Han savnede Frihed, vid Udsigt
og Vingefang. Han led under i en lille, stadigt voksende
Fa-milje at skulle opgive Egenhensyn og sørge for Udkommet.
Han elskede vel Hustru og Børn, følte varmt for dem og lod
sig af dem begejstre til mangen smuk Sang. Men at have de
smaa støjende om sig, naar han digtede, at maatte give efter
for den faste Hustru, naar hun — velmenende, men ikke altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
