Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
Kirke og Konge.
Kirke og Konge. Kirken herhjemme var den sydfra modtagne,
der havde fortrængt den Tro, som i sin Tid havde rejst
Solgudens Alter paa Solbjerg. Den sydlige Kirke, den kristne, var
opstaaet af to vidtforskellige Bestanddele. De dybeste og højeste
Tanker om Forholdet mellem et øverste Væsen og Mennesket:
Gud er Kærlighed, Mennesket hans Søn, det skal derfor elske
Gud og sine Brødre. Den, der havde vovet at udtale sligt, var
bleven dræbt af sit Lands Kirketjenere. Disse Tanker varmede
imidlertid og kvægede som Solstraaler, og de sluktes ikke. Men
de var udtalte blandt et Folk, der troede paa onde Aander. De
indpakkedes derfor i Djævlelære og blev siden tilsat med
Læren om, at den, der havde udtalt dem, var Guds eneste Søn, alle
andre Mennesker kun Djævelens Børn. Nu syntes Blandingen
endelig holdbar og verdslig nok til derpaa at bygge en myndig
Statskirke. Denne overvandt den gamle græske og romerske
Gudelære. Fra Rom bredtes den til Vest- og Nordeuropa, stærk
ved sit indre Lyssyn: Gud er Alfader, Mænd, Kvinder og
Slaver er ligestillede, derhos stærk ved sit Præsteskabs
Kundskaber, Ihærdighed og Magtbegær.
Ved Reformationen skilte de nordiske Konger Kirken i deres
Lande fra Rom, inddrog dens Gods og gjorde sig selv til dens
øverste Herrer. I denne nye Egenskab leverede de Djævelen
en mere end hundredaarig Kamp ved at brænde alle Troldmænd
og Hekse. Mere heldige var de med at bekæmpe Paven og hans
haandgangne Mand, den tyske Kejser. Da Sejren her var vunden,
gjorde begge nordiske Konger sig til enevældige Herskere i Ståt
som i Kirke, medens de stiltiende lod Striden med Fanden fare.
I det 18. Aarhundrede var altsaa den øverste Konge- og
Kirkemagt i Danmark—Norge samlet i een Person. Den
enevældige Konge afgjorde, hvad hver enkelt Undersaat maatte
gøre, tale, tænke. Lovens Ord og Forholdenes Natur hjemlede
ham Ret til at straffe hver trodsig Overtræder med Sværd og
Galge, Baal og Brand. Hvor mildt end dette Herredømme
udøvedes, saa laa det dog som et usynligt, men
allestedsnærværende Tryk paa Tankefrihed og Handling. Det virkede som en
Slags stadig Syndsbevidsthed, Forvisning om en oprindelig
begaaet ubekendt Brøde, der havde gjort alle til Arvesyndere, saa
at overfor Gud og Kongen havde alle Uret; her gjaldt kun eet:
Naade! Naade!
Som Lindring mod sligt Tryk greb Folkenes mest udviklede
overalt i Europa til et og samme Middel, at søge ud i „det Fri",
ud i Naturen. Om denne havde Kirken hidtil lært, at den var
en Frister, Aandens Fjende og „denne Verdens Fyrste",
Djævelen, underlagt. Og hvert enkelt af Folkenes brede Lag vidste af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
