Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
Opsigt og hurtigt udkom i tre Oplag. Han krævede heri, at
• Professor Clausen „som ærlig Mand enten skulde gøre den
kristne Kirke højtidelig Afbigt for sin ukristelige og forargelige
Lærdom eller nedlægge sit Embede som Lærer for de
vordende Præster og aflægge sit kristne Navn". Clausen svarede
ved at meddele i „Adresseavisen", at han ikke agtede at
forhandle med en saadan Modstander, men vilde ad Rettens Vej
drage ham til Ansvar for hans ærerørige Udtryk.
Den offentlige Mening delte sig i to Lejre. Flertallet af de
Dannede — herimellem næsten hele Bakkehuskresen — tog Parti
imod Grundtvig. Han stod for dem som den glubske, smagløse
Selvtillidsfuldhed, en Karikatur af Fætteren Henrik Steffens
livfulde Begejstring. Fra hans tidligste Færd havde Heiberg og
Poul Møller givet vittige og skarpe Udtryk for hans paagaaende
Dømmesyge og selvglade Ufejlbarlighed, der lige let var eet
med Aserne og Vorherre, og altid, selv paa Vers, gik med
Tungtramp. Paa Brødrene Ørsted havde hans
„Verdenshistorie" i sin Tid gjort et meget ilde Indtryk. Hans Christian skrev
offentlig imod den. Anders Sandøe havde nøjedes med i et
Brev til Broderen at udtale, hvor oprørt han var over at være
bleven rost i denne Bog, thi „dette Menneskes (Grundtvigs)
Ufornuft og Smagløshed har ingen Grænser".
Grundtvigs Tilhængere var i Mindretal og bestod enten af
enlige ældre Udliggere, der (som G. L. Baden) forstod at
skatte en knortet Særmening, eller af jævnaldrende Teologer,
der ønskede at angribe et trykkende Bestaaende. Imod denne
lille gejstlige Skare, rejste sig imidlertid en endnu større, der
holdt med — Stiftsprovsten. Dels var det nemlig dennes Søn,
som nu var bleven angreben, dels var der et gammelt
Mellemværende mellem Stiftsprovst Clausen og Angriberen.
Grundtvig (Fig. 48) havde nemlig for femten Aar siden, da
han søgte at blive Kapellan, udgivet sin Dimisprædiken med
den ikke just beskedne Titel: „Hvi er Herrens Ord forsvundet
af hans Hus"? H. G. Clausen var dengang Sognepræst ved
Frue Kirke og stod som Forkæmper for den genvaagnende
kirkelige Tro imod den Vantro, som Naturbegejstringen i sin
første Tid havde vakt. For ham var ganske vist
Kristendommen væsentlig Morallære. Men Moralen voksede i indre Kraft
ved at grundes paa Gudstro. H. G. Clausen havde da, tillige
med fem andre Præster, 1811 indgivet Klage over Grundtvigs
Dimisprædiken, hvis Forfatter var „forvoven og skamløs nok
til at sige om os Religionslærere til Hobe, at vi ere
samvittighedsløse, fejge, af Hovmod forblindede, Sandhedens og
Religionens Forrædere, nedrige Hyklere, forsætlige Folkeforfø-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
