Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Religion og Mennesker under Frederik VI.
213
Den Religiøsitet, hvorpaa de hvilede, var den nye Forsynstro,
Troen paa et faderligt Verdensstyre, der i meget faldt i Traad
med det kendte, landsfaderlige herhjemme, mut men inderligt
velmenende, og derfor fremkaldende Tillid og Ærefrygt. Det
stemmede med baade det himmelske og det jordiske
Landsfaderstyre, at man ikke maatte falde „den gamle Konge" til Besvær
med Krav om Selvstyre, just nu da han havde lidt og tabt
mere end nogen Undersaat. Al Tale om Sligt burde opsættes
indtil Tronfølgeren, der havde givet Norge den frie Forfatning,
besteg Tronen. Pligtfølelsen, der svarede til denne Religion,
var som den fremgaaet af det nye Natursyns Tanker, simpel,
ligetil og fast. En Hovedpligt var Troskab og Lydighed.
Det var næsten lutter Mænd af denne Støbning, som
dannede de Ledende i Regeringen og den højere Embedsstand i
Danmark under Frederik VI, der selv var af samme Slags.
Faamælte og pligttro, brave og retlinjede udtrykte de i Sind og
Færd det simple ligefremme: „Frygt Gud og følg Landevejen",
og „Du skal gaa paa Jorden, selv om den er gloende". Men
under denne Skal af nøjsom, haardfør Pligttroskab, der gav dem
Udseende af at være kun mandige Stoikere, besad ikke faa
af dem en Enheds Evne, et indre, bestandigt frisk Naturvæld,
der paa en ejendommelig Maade lod dem til det sidste forene
alle Aldere i sig. Den ytrede sig ikke blot i Forening af
Yderligheder, som f. Eks. hos Stemann, der vandt selv Modstandere
ved sin muntre Spas, og hjemme paa gammel luthersk Vis
havde sin Ligkiste staaende parat. Evnen gav sig tydeligst
tilkende i, at disse Alvorsmænd kunde stundum være glade som
Børn, blive rørte som en Yngling til Taarer og Latter, le, saa
det klukkede, vedblive at være Barn, Yngling, Mand til det
sidste. De kunde ikke blot i Medgang, men i Modgang, og naar
de til Slut, som ikke faa af dem, bråt fik Afsked og fjærnedes fra
al Indflydelse, uden at blive bitre trøste sig med Barneglædens
medgivne Toskilling til Kildeturen, blive begejstrede som
forhen, og med rolig Mandighed finde sig i, at nu var deres
Livsgerning før Tiden slut.
Dette Præg paa de ledende fik uvilkaarlig Betydning
nedefter, og bundfældede som Eksempel i en Tid, hvor
Embeds-vælden var uomstridt. Men hvad mere var, hele Folket
underkastedes samme Behandling som de styrende og kom herved
til at gennemgaa samme Skole. Alle, fra den højeste til den
laveste, indøvedes de i taalmodigt og nøjsomt at bære den tunge
Tid og de trange Kaar, som en syvaarig Krig, Landets Fallit,
Adskillelsen fra Norge, og mange Aars Misvækst eller Dyrtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
