Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220 Modsætning mellem Grundtvigs og Ørsteds Verdensbilled.
nemlig ved dem, fordi de bestyrke Forestillingen om, at
Mennesket kun er et Legeme, der opløses ved Døden. Og Syslen
med de naturlige Aarsager til hvad der foregaar paa Himlen,
fører til at glemme Gud. Disse Videnskaber fører derfor til
deres egen Undergang og Fordærv. For at Fysikeren H. C.
Ørsted ikke skulde misforstaa ham, anvendte han følgende
tydelige Pegepind: „Jeg anser Fysikens lidenskabelige Studium
og højere Vurdering, især den eksperimentale, der ender sig i
Mekaniken, for et Tegn paa Videnskabelighedens nære Grav".
— Troligt og uden Personsanseelse strøede saaledes Grundtvig
Aske paa alle den naturvidenskabelige Gadeungdoms nylavede
Glidebaner, der fremkaldte Fald.
Hvor stor og blivende Modsætningen var mellem Ørsteds og
Grundtvigs Verdenssyn fremgaar af, at denne endnu 1844
kunde udtale, at han ikke begreb, at man kunde interessere sig for
„det uendelige Rum og det kopernikanske System", naar man
ikke gik ud fra den Antagelse, at Dyrekresen og Mælkevejen,
Sol, Maane og alle Stjerner ere til for Menneskets Skyld. Han
indvendte desuden mod Astronomien, at den var bleven for
matematisk, den var bleven Sort paa Hvidt istedetfor Guld paa
Blaat. Selv vedblev han til sin Død at tro paa, at det var Solen,
der bevægede sig om Jorden. For ham drejede ikke blot Solen,
men alle Stjerner tillige sig om Jorden og dens Mennesker. Og
paa Jorden igen drejede alt sig om det lille Palæstina, og hvad
dér for 1800 Aar siden var foregaaet. Og saa i Nutiden om det
lille Danmark, og de Ord dér lyder fra Herrens Udsendte.
Begge kunde de, baade Ørsted og Grundtvig, mødes i det
første Vers af dennes skønne Digt:
Dejlig er den Himmel blaa,
Lyst det er at se derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke
Os fra Jorden op til sig.
Men Ørsted fulgte straks deres Bud, steg op med til Gud.
Grundtvig derimod fulgte dem kun tilsyneladende. Han gik
tilbage til en Julenat for 1800 Aar siden, hvor alle Stjerners Skin
efter Sagnet blev mat i Forhold til en ny og større, der
betegnede Guds Søns Fødsel. Stjernen ledte vise Mænd til Stedet.
Vi har en lignende, der fører samme steds hen.
Denne Stjerne lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddoms-Ord det klare,
Som han os lod aabenbare
Til at lyse for vor Fod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
