Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oehlenschlägers personlige Udvikling.
227
Ewald i sin Baldur vække den menneskelige Medlidenhed,
men ubønhørligt blotlægge Tilværelsens rædselsfulde
Hemmelighed, den angstforvoldende Død.
Da denne Tragedie 1807 hjemsendtes fra hans Rejse og
udkom i Danmark, gjorde den, trods dens storladne Skønhed, et
uhyggeligt Indtryk. Man fandt den upersonlig og livløs,
sammenlignet med den ligeledes hjemsendte Hakon Jarl. Den var
ligesom et Naturens Rædselskrig. Det eneste forsonende lille
Punkt deri er, at Oehlenschläger ikke helt har kunnet fjærne
sin og Samtidens Trøstegrund, at Døden jo dog kun er en evig
Søvn. Trods al den øvrige Uhygge og Liglugt i Hels Hal, hvor
Guden Hermod er sendt ned for om muligt at hente sin
Broder, aander denne sidste Trøst dog i det triste Svar, som
Baldur næppe hørligt hvisker: „Forstyr ej Søvnen ved min Moders
muldne Bryst!"
Da Oehlenschläger vendte tilbage til Danmark og ægtede
sin ventende Brud, Christiane Heger (1810), gled han lidt efter
lidt ind i nye Forhold, vidt forskellige fra Rejsens lykkelige
Frodighed og Fremadstormen. Denne havde ikke, som han
frygtede, varslet hans egen Død, men angivet hans Digtnings
Højdepunkt, hvorfra han nu var henvist til jævn Nedadgliden,
og til kun i enkelte sjældne Tilfælde at kunne hæve sig i
fordums Himmelflugt. Sligt kræver Forsagelse og stille Selvtugt,
dobbelt svær for den, der, som han, havde vænnet sig til, ,
blot i Kraft af sin lykkelige Aladdins Natur, en Appelsin i
Turbanen og sin vidunderlige Lampe, at være selvskreven til at
ægte Sultanens Datter og arve hele Riget.
Nu stod han der. Han havde ægtet Sultanens Datter, som han
elskede og haabede at gøre lykkelig. Og saa med eet svigtede
det; han havde bygget paa. Han var paa Rejsen vokset i
Selvtillid og Selvagtelse. Han havde haabet som Digter at vise
dennes sande Menneske Værd, skabe sin og sin Elskedes Lykke,
blive sine Venners Stolthed og Glæde og slynge en
Hæders-krans om sit taknemlige Fædreland og dets Navn. Og
istedetfor alt dette stod nu Samlivets Lykke som en Skuffelse,
Vennernes Beundring som et spørgende, forundret Smil,
Fædrelandets Tak som en hendøende Tavshed, gennem hvilken
Baggesens vittige Haansord skar. Og han selv, den fejrede Digter,
hvem Lampens Aand havde lovet kostelige Retter og Frugter
paa Guldfade, var nu udsat for med Hustru og Børn at lide
Nød, henvist til i Tide og i Utide at skrive, skrive, om det saa
var Makværker blot for at bjerge Føden.
Hvad var der at gøre? Taale og lide. Med Værdighed hævde,
hvad han havde holdt i Ære før. Svært nok for hans heftige,
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
