Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
Oehlenschlägers Opfattelse af Døden.
Gaa Kirken rundt — de staa for mig — o Gru!
Og spørger: „Digter! kender du os nu?"
O, elskte Moder! seer jeg dig igen?
Kom nærmere! kom til din Søn, din Ven!
Lad ham betragte disse kære Træk!
Han skælver ej, han føler ingen Skræk.
Din Pande, dine Øjne, denne Mund,
De sorte Haar, det hulde Smil, som kun
Du straalte, naar du aned, hvad jeg blev,
Naar mit Forsøg jeg paa din Skammel skrev.
O, du har ej oplevet denne Lyst
At trykke mig som Digter til dit Bryst!
Jeg har ej nydt den Salighed at se
Din Moderfryd; jeg delte kun din Ve.
Og denne Sjæl — den flk jeg dog fra dig.
Dit eget Billed skued du i mig.
Din Ild indstrømte du den spæde Dreng
Med Aftensalmer ved hans lille Seng.
Du lærte ham i Kval at føie Mod,
Du lærte ham at være øm og god (Fig. 66).
Din varme, store Sjæl var kun for mørk,
Og Livet var dig længe kun en Ørk.
Hist hviler ved din Fod det stakkels Nor,
Som bragte dig ned i den sorte Jord.
Hvor er hun? Ak, hun svandt. Hun slumrer sødt.
Thi hist Veninden har hos Gud hun mødt,
Som svæver hen ved Kirkemuren dér
Og seer paa mig ved Maanens Trylleskær.
Hun hende har om hendes Søn fortalt,
’Og hvert et Minde tidt tilbagekaldt.
Som det vil ses, veksler her modsatte Opfattelser af de Dødes
"tilstand. Først gaar Digteren ud ira, at i Graven soves den
evige Søvn. Saa seer han sin Moder og sin fordums Veninde
svæve om Gravene. Og tilsidst mener han, at de Døde er hos
Gud, hvor den ene af de to, den sidst afdøde, har fortalt
Moderen om hendes Søn. Endelig afløses denne Opfattelse af en
ny, at de Døde vel sove i Gravene, men at man dog kan glæde
dem ved at komme til dem og fortælle dem lidt Nyt fra Livets
Verden. Han beretter derfor med hyggelig Snaksomhed, hvad
han tænker vil interessere Moderen, om hendes Mand og om
sine egne Børn:
Sov, elskte Moder! sødt ved denne Sti.
Din gamle Husbond gaar dig tro forbi
Hver Søndag, naar han iler hisset ind,
Med Orgelklang at røre christne Sind.
Jeg flk i Arv fra ham, imens du led,
Hans Sundhed, Styrke og hans Munterhed.
End blusser han i Kraft med hvide Haar
Og nyder fro sin Vinter som en Vaar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
