Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
J. P. Mynster og Oehlenschläger
„For at rede mig ud af Sagen fattede jeg den Beslutning at
udtale mig paa Vers, hvorved jeg undgik de ommeldte
Vanskeligheder. Jeg skrev derfor det lille Digt „Til Adam
Oehlenschläger", som blev indrykket i „Den danske Tilskuer" [Rahbeks
Ugeblad] for 1805 Nr. 80." Digtets Virkning beskriver Mynster
meget anskueligt. „Stor Virkning kunde det ikke frembringe,
dog vakte det nogen Opmærksomhed og skaffede dets Forfatter
adskilliges Velvilje. Kun Digteren F. H. Guldberg afbrød for
lang Tid næsten al Forbindelse med mig, hvori jeg gerne kunde
skikke mig. Oehlenschläger, hans og mine Venner var vel
tilfredse; kun hans Søster kunde ikke finde Smag deri. Men det
mest træffende var uden Tvivl, hvad H. C. Ørsted — rigtignok
til stor Forargelse for Fru Rahbeks Partiskhed — i den
Anledning sagde derom, at Digtet syntes ham meget smukt „for en
Dilettant".
Selve Digtets Hovedindhold laa vistnok i følgende Linier:
Saa gaa vi til vort Værk med Kraft og Lyst.
End ligge Templets gamle, faste Stene.
Vi rydde bort det sammenfaldne Grus
Og bygge atter frejdigt Herrens Hus.
Heri udtalte Mynster det Maal, der foresvævede ham, og en
let gennemskuelig Opfordring til Oehlenschläger, der, naar han
var naaet til fuld Klarhed, burde tage Del i Værket. At Sophie
Ørsted, der sværmede for Goethe, ikke fandt Smag i denne
Opfordring, er ret forstaaeligt. Ligesaa, at Hans Christian overfor
Kamma Rahbeks Beundring holdt sig — i Spas blot — til
Formen og nøjedes med at kalde Digtet for meget smukt —
Dilet-tantarbejde. Hvad Oehlenschläger selv angik, saa efterkom han
aldrig den til ham rettede Opfordring. Foreløbig skiltes han fra
Kresen, idet han drog paa sin 4—5-aarige Udenlandsrejse. Da
han kom tilbage, og i Mellemtiden havde skrevet Baldur hin
Gode, Hakon Jarl og andre nordiske Digte, stod han endnu
fjernere fra Mynster, end da han drog ud.
Af de forstaaende Venner, som Mynsters Digt havde kunnet
haabe at vinde, var da Flokken stærkt udtyndet. Kamma
Rahbek kunde næppe regnes med, da hun som partisk vilde have
rost det ubeset, men tillige i sin Sindsform havde en Grænse,
der, naar det virkelig kom til Stykket, maatte bringe hende i
Splid med det Kirkelige. Saa var der kun to svage Muligheder
tilbage. Steffens, der religiøst satte Pris paa Mynster, men selv
var saa uberegnelig og fantastisk, at ingen vidste ret, hvor man
havde ham, ligesom han ogsaa nu, formentlig for bestandigt,
havde forladt Danmark. Til Rest var kun Oehlenschläger, og
han — vilde ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
